Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Omicron-smitte efter julefrokost breder sig med lynets hast

Det var ikke en gymnasiefest eller en julefrokost for gymnasie-elever, men en helt almindelig julefrokost for firmaer og private i Hersom Forsamlingshus 27. november, der er endt som Danmarks hidtil største en supersprederbegivenhed for Omicron-varianten. I Norge er samme type julefrokost også blevet en supersprederbegivenhed.

Mange medier har beskrevet arrangementet som en fest for gymnasieelever, men det var det ikke. Alle kunne komme med til det hyggelige arrangement i forsamlingshuset, der ligger mellem Viborg og Hobro, for 275 kroner. Og for de penge fik de serveret buffet med alkens julelækkerier og levende musik a la Bamses Venner fra den modne gruppe Hollers, der har 45 års jubilæum i år. Desværre fik mange ikke kun en god oplevelse, men også også Omicron-smitte med sig hjem.

"Vi har fulgt alle retningslinjer, og det har myndighederne også bekræftet over for os. Vi kan derfor udelukke at smitte spredningen stammer fra forsamlingshuset, køkkenet eller maden," skriver arrangørerne af festen, Hersom-Bjerregrav Borgerforening og Hersom-Bjerregrav Idrætsforening på Facebook.

Smitten er altså kommet fra en eller flere af deltagerne. Der var omkring 150 deltagere til julefrokosten, og 69 med tilknytning til arrangementet er bagefter fundet smittet med Omicron-varianten.

At smitten ikke kom fra en gymnasiefest betyder dog ikke, at gymnasieelever i Viborg ikke er blevet ramt. Det er de. Smitten fra Hersom Forsamlingshus har nemlig nu spredt sig til tre ungdomsuddannelser i Viborg. Der er tale om Viborg Katedralskole, Midtbyens Gymnasium og Viborg Gymnasium.

"Vi kan konstatere, at smitten kan spores tilbage til samme smittekilde, og dermed er der sammenfald mellem smitten til julefrokosten, Martin Jensen-koncerten i Aalborg og udbrud på de tre ungdomsuddannelser. Og vi kan konstatere, at det er gået meget hurtigt," siger Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Koncerten med DJ Martin Jensen i Aalborg var også 27. november. Der er nu fundet ti tilfælde af smitte med coronavarianten Omikron efter koncerten, hvor ca. 1.600 deltagere var med.

Der er tirsdag 398 bekræftede Omicron-tilfælde i hele Danmark.

Største supersprederbegivenhed med Omicron

At sociale arrangementer på den måde kan fungere som smittebegivenheder er velkendt. Men julefrokosten ved Viborg er den største af sin slags, der involverer den nye variant.

I en pressemeddelelse skriver Viborg Kommune, at der tirsdag formiddag var registreret i alt 114 smittede med Omikron-varianten i kommunen. Det giver store udfordringer på flere arbejdspladser i byen, da antallet af isolerede nære kontakter stiger. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til Viborg Folkeblad, at 3.300 personer i Viborg Kommune er blevet anbefalet at gå i isolation og lade sig teste, fordi de er nærkontakt eller nærkontakt til en nærkontakt til en smittet med Omicron-varianten. Væsentlige samfundsfunktioner står derfor over for en nedsmeltning som følge af den intense smitteopsporing.

Byens borgmester Ulrik Wilbek (V) er ifølge Viborg Stifts Folkeblad bekymret for, at den selvisolation i tre led, der anbefales ved Omicron-udbrud, risikerer at få samme virkning som en egentlig samfundsnedlukning. Eksempelvis er flere daginstitutioner, gymnasier og kommunale dagplejere lukket.

Viborg Kommune besluttede på et krisestabsmøde mandag eftermiddag at bryde de strikse regler, hvor det ikke blot er smittede og nære kontakter, der skal gå i isolation. Det skal nære kontakter til nære kontakter også.

"Det er vi simpelthen nødt til at gøre. Vi kan ikke stå i en situation, hvor vi ikke har personale til at tage sig af vores sårbare borgere på plejehjemmene," sagde kommunaldirektør Lasse Jacobsen til Viborg Stifts Folkeblad.

Nære kontakter til nære kontakter kan derfor blive bedt om at møde på arbejde i ældreplejen, da der er lav bemanding. De vil under arbejdet være iklædt en særlig heldragt, ligesom de vil bære visir og mundbind, oplyser kommunaldirektøren.

Julefrokost i Norge blev supersprederbegivenhed

I Norge er 120 smittet efter en julefrokost på restaurant, og mindst halvdelen er smittet med Omikron - et antal, som forventes at stige, når analyserne er færdiggjort.

De fleste af de smittede personer var til julefrokost fredag 26. november på en restaurant, Louise Restaurant & Bar i Oslo, som sidst på aftenen omdannes til natklub. De kom fra et firma, som producerer solenergianlæg. Forud for julefrokosten skulle alle lade sig teste. To medarbejdere, som var med til julefrokosten, havde for nylig været på firmaets kontor i Cape Town i Sydafrika. 

De to supersprederbegivenheder indeholder ret foruroligende viden. Nemlig at Omikron smitter helt ekstremt. 

"Vi venter at antallet smittede med denne variant vil øget stærkt de næste uger. Dette - sammen med belastningen af sundhedsvæsenet - gør, at vi vurderer sitationen som alvorlig," siger kriseleder og afdelingsdirektør Line Vold fra Folkehelseinstituttet (FHI), der er den norske pendant til Sundhedsstyrelsen.

Den norske regering har varslet nye og strengere restriktioner, som bliver præsenteret på en pressekonference klokken 19 i aften.

 

 

Del artikler