Foto: Niels Åge Skovbo / Region Midtjylland

Franske SAF skal flyve akutlægehelikoptere i Danmark

Regionernes fire akutlægehelikoptere har været i udbud. Valget er faldet på det franske selskab SAF Helicopteres i samarbejde med danske UNI-FLY A/S. SAF har fløjet rednings- og akutlægehelikoptere i Frankrig siden 1979. Det betyder samtidig et skifte af leverandør og dermed et farvel til Norsk Luftambulanse.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Der har været tale om et skarpt opløb med tre selskaber: Udover Norsk Luftambulanse og Franske SAF, har også det svenske selskab, Babcock, budt ind. Prisen endt med at være udslagsgivende, og gevinsten er mærkbar:

"Faktisk bliver den nye aftale billigere end den nuværende. Vi sparer 17 mio. kr. om året i forhold til den nuværende aftale. Det er en rigtig god nyhed, fordi det betyder, vi kan få mere sundhed for pengene," siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman (Soc).

SAF skal levere helikoptere, inkl. service og vedligehold samt flyvningen med pilot og specialuddannet paramediciner. Regionerne står selv for det lægefaglige personale og drift af landets fire baser.

Nye og større helikoptere

Der er fire akutlægehelikoptere i Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning. Med overgangen til den nye kontrakt udskiftes alle med nye helikoptere. To ligner dem, der er i forvejen. Mens de andre to bliver lidt større.

De lidt større helikoptere kan eksempelvis være relevante, hvis en patient skal flyves fra et hospital til et andet for at modtage mere specialiseret behandling eller ved længere flyvninger.

SAF overtager først driften af akutlægehelikopterne den 1. oktober 2023. Der er således god tid til at få leveret og godkendt de nye helikoptere og til at ansætte og træne personale.

Ulla Astman fremhæver blandt andet, at kvaliteten og evnen til at flyve under dårlige vejrforhold bevares og videreføres i den kommende kontrakt. Derudover er der stillet høje krav til driftssikkerhed samt arbejdsmiljø og arbejdsforhold for personalet.

 

 

Fakta: Selskabernes tilbud blev vurderet på tre parametre

  • Kvalitet (vægter 40 procent)
  • Driftssikkerhed (vægter 30 procent)
  • Pris (vægter 30 procent)

Alle tre selskaber scorede næsthøjeste karakter: "9" på både kvalitet og driftssikkerhed. Det blev således prisen, der var afgørende, selvom denne kun vægter 30 procent i den samlede evaluering.

 

Helikopterne

Konkret har SAF budt ind med nyeste generation af helikoptere fra Airbus Helicopters i form af to stk. H135 på ca. 3 ton og to stk. H145, der vejer ca. 700 kg. mere.

Det er Airbus-helikoptere af typen 135, som flyver i dagens akutlægehelikoptertjeneste. Fordelen ved de lidt større helikoptere er blandt andet, at der er plads til ekstra udstyr og ledsagende personale. Det kan eksempelvis være relevant ved lange transporter mellem hospitalerne. Samtidig er begge helikoptermodeller fortsat så små, at de kan lande tæt på skadestedet. Det kan være når patienter er kommet svært til skade ved et trafikuheld, eller ved patienter med symptomer på blodprop eller blødning i hjernen.

 

Like eller del denne artikel