Ørkenplanten Eremophila galeata.

Ørkenplante kan måske hjælpe kræftpatienter med kemo-resistens

Et stof i en australsk ørkenplante kan måske bruges til at modvirke den resistens mod kemoterapi, som mange kræftpatienter oplever. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet.

I studiet, som er publiceret i Biomolecules, har forskerne fundet et flavonoid i ørkenplanten Eremophila galeata, der ser ud til at kunne modvirke resistens mod en bestemt type kemoterapi. Stoffet er blevet testet på menneskelige kræftceller sammen med SN-38, som er det aktive stof i lægemidlet irinotecan, der bruges mod en aggressiv form for lungekræft og mod tyktarmskræft. Resultatet viste, at kombinationen af naturstoffet og kemoterapien var i stand til at hæmme kræftcellernes forsvar mod medicinen.

Ni ud af ti af alle kræft-dødsfald skyldes, at medicinen ikke virker. Når en kræftpatient ikke reagerer på behandlingen eller får tilbagefald efter at have været i behandling, er det ofte fordi, kræftcellerne har lært at forsvare sig mod medicinen ved at producere et stort antal efflux-pumper.

”Der er allerede nogle produkter, som hæmmer den her efflux-pumpe. Men de fungerer ikke optimalt, fordi de ikke er specifikke og kan have mange bivirkninger. Vi mener også, at vi kan finde noget, der virker endnu bedre end det stof, vi her har opdaget. Derfor går vi i gang med at lede efter lignende stoffer i andre planter,” siger professor Dan Stærk, som har været vejleder på projektet på Københavns Universitets hjemmeside.

 

Like eller del denne artikel