9 smittetilfælde i Danmark under mistanke for Omikron - skole lukker

Der er fundet smitte med corona-variant blandt elever på Rasmus Rask Skolen i Odense Kommune. Varianten er endnu ukendt, og den undersøges.

Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed fortæller, at der smitteopspores ud fra de skærpede nye retningslinjer, der gælder for Omikron-varianten.

Tilfældet fra Odense er kun et ud af i alt ni tilfælde, der har en positiv variant PCR, der afventer bekræftelse ved helgenomsekventering. I Danmark er der fortsat kun to bekræftede tilfælde ved helgenomsekventering. Disse tilfælde har begge været på rejse i Sydafrika, skriver Statens Serum Institut mandag eftermiddag.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at der smittespores ud i tredje led af nærkontakter, og at kontakter i første, andet og tredje led sendes hjem i isolation, indtil de pågældende personer har to negative tests på fjerde- og sjettedagen for kontakten.

Skole lukket mandag

På Facebook skriver skoleleder Lasse Bach Sørensen fra Rasmus Rask skolen, at smitteopsporingen går tilbage til weekenden 26., 27. og 28. november.

Han beskriver, at den smittede elev betragtes som første led.

"Vi kan ikke bemande vores SFO og vores undervisning, da der er rigtig meget personale, som er 2. og 3. led og derfor er nødt til at isoleres og blive testet. Vi vil melde mere ud, når vi ved mere," skriver han.

Elever og forældre har fået besked sent søndag aften, også om, hvordan de skal forholde sig til test og isolation.

Skolen er i første omgang lukket mandag, indtil der er overblik over smittesporingen.

Ifølge TV 2 Fyn har smitten med coronavirus generelt været høj på flere fynske skoler. Tidligere i november måtte Giersings Realskole lukke, fordi 32 elever og lærere var blevet testet positive, skriver mediet.

På Næsby Skole konstaterede man i løbet af 11 dage 19 smittede personer - primært elever i skolens yngste klasser. Skolen forblev dog åben efter vurdering af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Flere rejserestriktioner

Omikron er henover de seneste dage observeret i flere europæiske lande blandt rejsende fra flere lande i det sydlige Afrika. Statens Serum Institut har på den baggrund i går, søndag den 28. november 2021, indstillet til den nationale taskforce for rejserestriktioner at indføre rejserestriktioner for yderligere tre afrikanske lande i det sydlige Afrika: Angola, Malawi og Zambia. Det sker ud fra et forsigtighedsprincip samt fund af virusvarianten Omikron i Malawi. Aktiveringen trådte i kraft kl. 12.00 i dag.

I fredags blev der indført indrejserestriktioner for Sydafrika, Lesotho, Eswantini, Mozambique, Zimbabwe, Botswana og Namibia. 

I de fleste afrikanske lande er der ingen eller meget få sekventerede prøver overført til den internationale sekvensdatabase GISAID. Det er derfor meget vanskeligt at foretage en databaseret risikovurdering for forekomsten af den nye bekymrende virusvariant Omikron, men Verdenssundhedsorganisationen WHO advarer mandag, at Omikron sandsynligvis vil sprede sig internationalt og medføre en meget stor risiko for infektionsstigninger, der kan have »alvorlige konsekvenser«.

 

 

Nye skærpede retningslinjer for smitteopsporing ved smitte eller mistanke om smitte med Omicron

Sådan gør du, hvis du er nær kontakt til en person, som er smittet eller mistænkt smittet med Omicron varianten:

  • Gå i selvisolation, uanset om du er vaccineret eller tidligere smittet.
  • Bliv PCR-testet på 1.-, 4.- og 6.-dagen efter, du sidst var i kontakt med den smittede person.
  • Selvisolationen kan ophæves igen efter negativt svar på den sidste PCR-test på 6.dagen.

Sådan gør du, hvis du er nær kontakt til en nær kontakt til en person, som er smittet eller mistænkt smittet med Omicron varianten:

  • Gå i selvisolation uanset om du er vaccineret eller tidligere smittet.
  • Bliv PCR-testet på 1.-, 4.- og 6.-dagen efter, du sidst var i kontakt med den person, som er nær kontakt til den smittede.
  • Selvisolationen kan ophæves igen efter negativt svar på den sidste PCR-test på 6.dagen.

Er du i tvivl?

Ring til Coronaopsporing under Styrelsen for Patientsikkerhed på tlf. 32 32 05 11 for råd og vejledning.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Tags: corona

Like eller del denne artikel