"Årsagen til den ekstraordinære stigning skal ses i sammenhæng med de sidste par års sundhedskrise, hvor medarbejderne på landets hospitaler virkelig har været med til at passe på os danskere,” siger Nicolaj Taudorf Andersen. Foto: Radius

Sundhedspersonalets troværdighed har aldrig været højere

Danskerne har tiltro til sundhedspersonalet og særligt lægerne som aldrig før. Sundhedspersonale står øverst på listen i en undersøgelse af 26 faggruppers troværdighed, og politikerne fastholder deres placering på ranglistens nederste trin.

For 13. år i træk har Radius gennemført den årlige analyse af 26 faggruppers troværdighed, og i år scorer tre sundhedsfaglige grupper – sygeplejersker, læger og jordemødre – samlet et exceptionelt højt gennemsnit, faktisk det hidtil højeste gennemsnit i troværdighedsanalysens historie. 

”Det er virkelig nogle høje troværdighedsscorer, vi ser hos de tre sundhedsfaglige grupper, der i forvejen plejer at ligge øverst, når vi spørger danskerne, hvem de har mest tiltro til. Men årsagen til den ekstraordinære stigning skal ses i sammenhæng med de sidste par års sundhedskrise, hvor medarbejderne på landets hospitaler virkelig har været med til at passe på os danskere,” forklarer Radius’ stifter og CEO, Nicolaj Taudorf Andersen.

Det høje gennemsnit er især et resultat af stigningen i danskernes vurdering af lægernes troværdighed, der aldrig har været højere. I undersøgelsen er danskerne blevet bedt vurdere 26 faggruppers troværdighed på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er meget lav troværdighed, og 5 er meget høj troværdighed.

Her scorede lægerne deres hidtil højeste troværdighedsscore på 4,06, hvilket placerer dem som den næstmest troværdige faggruppe – kun overgået af jordemødrene, hvis score også er steget sammenlignet med 2020. Sygeplejerskernes troværdighed har omvendt ikke rykket sig i forhold til sidste år. En udvikling, som Nicolaj Taudorf Andersen især tilskriver faggruppens mange strejker:

”Sygeplejerskerne har det sidste års tid været meget på barrikaderne med både strejker og krav om bedre løn- og arbejdsforhold. Og når deres troværdighed ikke er steget – modsat de andre sundhedsfaglige grupper – kan det være et tegn på, at deres mere politiske aktivitet har haft en indflydelse på befolkningens opfattelse af faggruppen,” forklarer Nicolaj Taudorf Andersen.

Det er dog ikke kun læger og jordemødre, som oplever en fremgang i befolkningens vurdering af deres troværdighed.

For generelt er størstedelen af de 26 faggruppers scorer steget sammenlignet med sidste års måling.

Den generelle fremgang betyder samtidig, at ingen af faggrupperne har byttet plads på dette års rangliste, og udviklingen – påpeger Nicolaj Taudorf Andersen – skal primært findes i coronapandemiens effekt på danskerne.

Den eneste faggruppe, hvor den målte troværdighed er faldet, er politikerne, der i undersøgelsen ender med en score på 2,30, og det til trods for, at faggruppen allerede befinder sig på rangstigens nederste trin. Faldet er dog lige præcis ikke statistisk signifikant og skal derfor tolkes som en uændret troværdighed i befolkningen.

 

Her er listen

  1. Jordemødre, score: 4,17
  2. Læger, score: 4,06
  3. Sygeplejersker, score: 3,95
  4. Politibetjente, score: 3,84
  5. Fysioterapeuter, score: 3,80
  6. Bibliotekarer, score: 3,79
  7. Ingeniører, score: 3,79
  8. Tandlæger, score: 3,71
  9. Psykologer, score: 3,67
  10. Soldater, score: 3,56
  11. Revisorer, score: 3,55
  12. Skolelærere, score: 3,54
  13. Præster, score: 3,51
  14. Pædagoger, score: 3,49
  15. Advokater, score: 3,42
  16. Hjemmehjælpere, score: 3,42
  17. Landmænd, score: 3,35
  18. Buschauffører, score: 3,33
  19. Håndværkere, score: 3,20
  20. Socialrådgivere, score: 3,17
  21. Embedsmænd, score: 3,08
  22. Bankrådgivere, score: 3,01
  23. Ejendomsmæglere, score: 2,66
  24. Journalister, score: 2,62
  25. Bilforhandlere, score: 2,45
  26. Politikere, score: 2,30

Troværdighedsanalysen er gennemført i perioden 12. til 19. oktober 2021. 2.049 danskere i alderen 18-75 år har deltaget i undersøgelsen, som er gennemført som en onlinebaseret spørgeskemaundersøgelse via Epinions Danmarkspanel. Spørgeskemaet er udsendt repræsentativt i forhold til alder, køn, region og uddannelse. Dataene er efterfølgende vægtet således, at undersøgelsen er fuldstændig repræsentativ i forhold køn, alder, region og uddannelse for den danske befolkning. Undersøgelsen inkluderer i år 26 faggrupper.

Like eller del denne artikel