Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Regioner mangler personale til at vaccinere

Flere partier og eksperter mener, at det går alt for langsomt med at rulle det tredje stik til revaccination mod covid-19 ud, og nu vil regionerne skrue op for kapaciteten. Men der mangler personale til at vaccinere.

Det skriver Berlingske.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at beskyttelsen mod infektion er styrtdykket for folk over 65 år, hvor hundredtusinder mangler at få tredje stik. Flere eksperter og et flertal på Christiansborg har opfordret til, at revaccinationen skal op i tempo.

Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, sagde på et pressemøde fredag, at 1,5 million svage og ældre vil have modtaget invitation til revaccination inden 1. december..

600.000 ældre og svage er blevet revaccineret, så hvis 1,5 million skal være inviteret til tredje stik inden 1. december, mangler 900.000 endnu at blive revaccineret. 

Flere ældre melder imidlertid om timelange køer og ledige tider, der ligger uger ude i fremtiden. Alle regioner opskalerer da også vaccineindsatsen nu, og det er ifølge Sundhedsministeriet forventningen, at regionerne allerede i næste uge vil nærme sig en kapacitet på 300.000 om ugen. Men problemet er, at der flere steder mangler hænder til at vaccinere. 

»Det er ingen hemmelighed, at vi er presset på personale, så hvis der er sundhedsfaglige, der er gået på pension, studerende eller andet sundhedsfagligt personale, der har mulighed for at give en ekstra hånd med at vaccinere, så vil det være en stor hjælp,« siger formand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (Soc), til Berlingske. 

Professor Jes Søgaard tror, at det er kommet bag på myndighederne, hvor hurtigt immuniteten mod infektion aftager for folk over 65 år.

»Man kan godt spørge, hvorfor det ikke er planlagt bedre, men jeg tror, at det hænger sammen med, at man simpelthen er blevet overrasket over, hvor hurtigt immuniteten aftager. Og så er sundhedsvæsenet generelt presset,« siger han til Berlingske.

Det ventes at vaccine til børn mellem 6-11 år meget snart bliver godkendt, hvilket kan skabe yderligere travlhed på vaccinationsstederne.

10,2 procent af befolkningen har fået 3. stik

Siden man begyndte at give 3. stik 30. august 2021, er der revaccineret 598.231 borgere svarende til 10,2 pct. af befolkningen.

I sidste uge blev 123.517 personer revaccineret. Samtidig blev 450.000 danskere blev indkaldt til deres tredje stik. 

95,8 pct. af plejehjemsbeboere er revaccineret. Af de immunsupprimerede er tallet 83,4 pct. og af borgere over 85-år er 79,9 pct. revaccineret.

Det er fortsat målet at øge tilslutningen til både revaccination og andelen af borgere, som modtager deres 1. stik. Sundhedsstyrelsen forventer, at man når en tilslutning til 1. stik mod covid-19 på 90 procent inden december. Region Nordjylland og Region Midtjylland kunne i går, mandag, meddele, at de havde nået det mål. 

 

Tags: corona, coronavaccine

Del artikler