Sygeplejersker siger nej til vagter: Læger tager vagterne til lægeløn

Sygeplejersker siger i stor stil nej til at tage ekstra vagter som følge af, at sygeplejestrejken ikke førte til, at de fik det ønskede lønløft.

Det har nu den konsekvens, at afdelingen Hjerte-, Lunge og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital beder lægerne om at tage flere af sygeplejerskernes vagter. Til en langt højere løn.
Det skriver DR.

Lars Folkersen, der er ledende overlæge på afdelingen, har en række alvorligt syge patienter, som har brug for operation.

"Vi arbejder på at finde narkoselæger, der kan bedøve de patienter, fordi vi kan ikke finde narkosesygeplejersker. Dels fordi vi mangler flere, men også fordi sygeplejerskerne er frustrerede over den situation, de er i. De har ikke så meget energi til at arbejde ekstra, efter de er kommet ud af deres konflikt," siger han til DR.

Hver dag er en til to af afdelingens ni stuer i øjeblikket bemandet med læger i stedet for narkosesygeplejersker. Det er nødvendigt for at overholde kræftpakkeforløb og behandlingsgarantier.

I Region Midtjylland, der driver de offentlige sygehuse, er der i begge sider af regionsrådssalen enighed om, at situationen er uholdbar.

Like eller del denne artikel