I Danske Regioner er formand for RLTN, Anders Kühnau (Soc,) tilfreds med aftalen med de praktiserende speciallæger.

Ny overenskomst: Flere borgere i udkantsdanmark skal have adgang til praktiserende speciallæger

120 ekstra millioner kroner, bedre speciallægedækning i yderområder, øget tilgængelighed for patienterne og en styrkelse af det nære sundhedsvæsen.. Det er nogle af hovedpunkterne i den ny overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningen af Privatpraktiserende Speciallæger (FAPS).

En praktiserende speciallæge kan eksempelvis være en øjenlæge, øre-næse-hals-læge, psykiater eller hudlæge. I 2020 blev 1,86 millioner danskere behandlet af en praktiserende speciallæge.

Aftalen sikrer en øget tilgængelighed for patienterne i de dele af Danmark, hvor der i dag er langt til en speciallæge. Blandt andet vil flere speciallæger en eller flere dage om ugen kunne arbejde fra andre lokaler end deres faste klinik og på den måde sikre et nært tilbud til danskerne i de områder, hvor der ikke er nok patienter til at have en fast klinik hele ugen. En mulighed er eksempelvis, at læger fra forskellige specialer på skift i løbet af ugen rykker ind i det lokale sundhedshus.

Derudover gør aftalen det lettere for patienterne at komme i kontakt med en speciallæge. For eksempel skal alle specialer fremover minimum en dag om ugen tilbyde patienterne tider uden for dagarbejdstid, og de skal også oprette en funktion på deres telefonsystem, så patienterne kommer ind i en kø, hvis linjen er optaget.

I Danske Regioner er formand for RLTN, Anders Kühnau (Soc,) tilfreds med aftalen:

"De praktiserende speciallæger har en vigtig rolle i sundhedsvæsenet og gør hver dag en stor forskel for rigtig mange patienter. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi efter et godt og konstruktivt forhandlingsforløb med FAPS nu kan sikre, at de praktiserende speciallæger i endnu højere grad kommer til at levere et godt og lokalt tilbud i hele Danmark," siger han.

Formand for FAPS, Ann-Louise Reventlow-Mourier, glæder sig også over aftalen:

"Med aftalen realiserer vi en række af de visioner, som vi har formuleret sammen med Danske Regioner. En af de vigtigste er, at vi skal arbejde meget tættere sammen med almen praksis og på den måde sikre, at egen læge kan færdigbehandle flere patienter end i dag. Det kan både aflaste sygehusene og gøre adgangen til behandling langt mere nem og enkel for borgerne. Jeg er sikker på, at det er et tiltag, som kan bidrage til at mindske ulighed i sundhed," siger hun.

Aftalen gælder for 2022-2026 og sikrer et økonomisk løft til de praktiserende speciallæger på cirka 120 millioner kroner, som blandt andet skal gå til at behandle flere patienter for øjensygdomme og sikre bedre lokal dækning.

 

 

 

 

Like eller del denne artikel