
Få en liter mælk og et coronastik i Bilka og Føtex
Virksomheder og organisationer landet over deltager i de kommende uger i vaccinationsindsatsen. Blandt andet vil der i udvalgte Bilka- og Føtex-butikker være tilbud om coronavaccination 11. september.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
”Vi vil gerne sikre, at tilbuddet om vaccination er så tilgængeligt som muligt, så der for eksempel er mulighed for at få et stik, samtidig at man ordner sine indkøb eller andre daglige opgaver. Samtidig har detailhandlen rigtig mange unge medarbejdere, og her kan branchen være med til give unge den information, de har brug for, til at træffe deres valg om vaccination. Det kan blandt andet være informationen om, at man ikke længere skal bestille tid for at få sin vaccination,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen..
Der er lokalt stor forskel på, hvor mange der bliver vaccineret. Især unge har ikke fået første stik.
Nogle virksomheder vil tilbyde vaccination på arbejdspladsen, og også DGI og Dansk Idrætsforbund og brancheorganisationer så som SMV Danmark informerer desuden deres medlemmer om muligheden for at blive vaccineret.
Samlet set har 75,4 procent af befolkningen påbegyndt deres vaccinationsforløb. Det svarer til 4,42 millioner personer. I alt 72,5 procent af befolkningen regnes nu som færdigvaccineret. Det er 4,25 millioner borgere.
Myndighederne har et mål om, at 90 procent af alle, der er inviteret til coronavaccination, har fået første stik inden 1. oktober. Brostrøm fortalte på pressemødet mandag 23. august, at 5,1 millioner borgere var blevet inviteret til vaccination. Det betyder, at der mangler at blive vaccineret 170.000 mennesker inden 1. oktober, hvis myndighedernes mål skal nås.
Tags: corona, coronavaccine
Det vil være muligt at blive vaccineret i følgende Bilka-varehuse:
Tilst ved Aarhus, Skalborg ved Aalborg, Hundige, Odense, Ishøj, Slagelse, Næstved, Holstebro, Esbjerg, Vejle, Kolding, Horsens, Viborg, Herning, Hillerød og Randers. Ligeledes vil det være muligt i føtex-City Vest i Aarhus.