Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Vild effekt: Influenzavaccination kan næsten halvere dødsfald efter blodprop i hjertet

Når en patient indlægges med blodprop i hjertet, kan en del af behandlingen i fremtiden blive en influenzavaccination. Et nyt, stort studie viser nemlig, at når patienter med blodprop i hjertet får en influenzavaccine, bliver deres risiko for at dø næsten halveret.

Studiet viser, at risikoen for død var 41 procent mindre hos patienter, der fik en influenzavaccine på hospitalet inden for tre dage, når de har haft en blodprop i hjertet. I forhold til, at mellem 5.000 og 10.000 danskere hvert år rammes af en blodprop i hjertet, kan den praksis derfor redde mange liv. 

"Det er en ret vild effekt, at vi kan undgå dødsfald ved at give en influenzavaccine, som koster 35-50 kroner. I forhold til de behandlinger, vi ellers udfører, er dette en både billig og enkelt behandling med stor effekt, og vores anbefaling er derfor, at det bliver rutine at give vaccinen til patienterne, når de er indlagt," siger den danske professor Ole Frøbert fra Örebro University Hospital i Sverige. Han har taget initiativ til og ledet studiet og tilføjer, at influenzavaccination i forvejen anbefales til hjerte-kar-patienter.

Resultaterne er blevet præsenteret ved årets kongres i European Society of Cardiology (ESC) og publiceret i det videnskabelige tidsskrift Circulation.

Studiet med 2.571 patienter er det hidtil største af sin art og foretaget ved 30 hospitaler i Danmark, Sverige, Norge, Letland, Skotland, Tjekkiet, Bangladesh og Australien. Fra Danmark deltog fem hospitaler, herunder Rigshospitalet. 1.290 patienter blev tilfældigt udvalgt til at få influenza-vaccination, og 1.281 fik saltvand (placebo). 

I forsøget døde 61 af de patienter, der havde fået placebo, inden for et år mod 37 af dem, der havde fået vaccinen. Effekten af influenzavaccine på personer med kroniske sygdomme er velkendt, men præcis hvad der får vaccinen til at virke på patienter med hjerte-kar-sygdom er endnu ikke fastslået, siger Rigshospitalets forsker i gruppen, overlæge og professor ved Københavns Universitet, Thomas Engstrøm. 

En af hypoteserne er, at hvis man for eksempel har haft blodprop i hjertet, har man større risiko for at dø af influenza, ligesom alder er en velkendt risiko-faktor for dødeligheden ved influenza. Men der kan også være en effekt af den måde, immunforsvaret reagerer på vaccinen på. Når kroppen responderer på vaccinen og aktiverer immunforsvaret, kan det måske også hjælpe på den betændelsesreaktion, der opstår i hjertet efter en blodprop, siger han. 

 

 

Tags: esc21

Del artikler