
Hovedstadens akutberedskab vil opdage selvmordstruede med kunstig intelligens
Et innovativt samarbejde skal udvikle en algoritme, der ved hjælp af talegenkendelse skal undersøge, om det er muligt at opspore selvmordstruede borgere, der ringer til akuttelefonen.
Udviklingen sker i et samarbejde mellem Region Hovedstadens Akutberedskab, en forskergruppe ved Psykiatrisk Center København og en virksomhed, der udvikler kunstig intelligens for sundhedssektoren.
”Vi har tænkt en del over, hvordan vi kunne hjælpe borgere, der ringer 112 med psykiatriske problemstillinger," siger Freddy Lippert, direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab.
”Nogle patienter er selvmordstruede, men måske ved de det ikke og giver ikke udtryk for det i telefonen. Det er en vanskelig gruppe at hjælpe.”
Det er Freddy Lippert, der har taget initiativ til projektet, i samarbejde med Andreas Cleve, CEO i Corti AI, der arbejder med at udvikle kunstig intelligens, og professor Michael Eriksen Benros, der er ekspert i præcisionspsykiatri og skal stå for forskningsdelen.
Robotten lytter med
Udarbejdelsen af en sådan algoritme baserer sig på en meget stor mængde data. Det er Region Hovedstadens Akutberedskab, der skal levere anonymiserede data og lydfiler til det forskningsprojekt, der også udgør projektets pilotprojekt, som skal afklare, om det er muligt at detektere selvmordstruede borgere.
Region Hovedstadens Akutberedskab og Corti har allerede erfaringer med kunstig intelligens, når det gælder hjertestop. Det viser sig, at algoritmen identificerer 10 procent flere hjertestop og gør det 10 sekunder hurtigere, når robotten lytter med.
”Efter to års forskning fik vi dokumentation for, at det virker. Med robottens hjælp finder Akutberedskabet i Region Hovedstaden nu hjertestop i 84 procent af tilfældene, hvilket er højt, når vi sammenligner os med andre,” siger Freddy Lippert, der understreger, at projektet er udviklet, så løsningen er en støtte for medarbejderne, men ikke styrende.
Komplicerede samtaler
”Da vi havde disse erfaringer med kunstig intelligens og hjertestop, ville vi også kigge på de psykisk syge og de selvmordstruede, og se, om vi kunne udvikle en algoritme, der kunne detektere borgere i risiko for selvmord, ” siger Freddy Lippert
”De selvmordstruede patienter er en lille gruppe, men vigtige at være opmærksomme på for at kunne hjælpe tidligt. De ringer overvejende til 1813 og fylder ikke meget på 112, så vi vil bruge det begge steder. Sådan en samtale er kompliceret og tager lang tid. Patienterne giver udtryk for, at de ikke orker mere, at de har det svært, og ikke kan komme videre i tilværelsen, og det er der, man skal fange de små signaler om, at folk er på vej ud i at tage deres eget liv, selv om de ikke siger det direkte,” siger Freddy Lippert.
Han fortæller, at de på 112 modtager i alt 120.000 sundhedsopkald, hvoraf to procent vedrører selvmordstanker. På 1813 er det kun 0,1 procent, men til gengæld ud af 1,2 mio. opkald om året.
”Samlet er det mange opkald fra sårbare patienter,” siger han.
Kunstig intelligens vil ændre akutberedskabet
”Når vi følger op på opkaldene til akuttelefonen, kan vi se, at der er patienter, der er blevet indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, mens andre måske har taget deres eget liv en måned senere. Det kan den enkelte sundhedsperson have svært ved at forudse.
Vi er heldige, at vi i Danmark har et system med personnumre og mange kvalitetsdata, og her kommer kunstig intelligens ind. Pilotprojektet er også et forskningsprojekt, hvor forskerne skal indsamle erfaringer, så vi skaffer dokumentation sammen med udviklingen af projektet. Det giver os en forpligtelse, og når man forbedrer noget, skylder man andre at dokumentere det forskningsmæssigt. Andre i verden vil spørge, om vi har dokumentation, og om vi har publiceret resultater, for selv at tro på det,” siger Freddy Lippert.
"Vi er de første, der har testet og dokumenteret AI i en akut sammenhæng med hjertestop. Selv om AI virker, viser vores undersøgelse også, at vi skal have mere fokus på at få det rigtige samarbejde mellem 'mennesker og maskine' for at få den fulde effekt, og vi ser frem til fortsat at udvikle AI-modellen. Den kommer til at ændre hele den måde, vi driver akutberedskab på i Danmark og i resten af verden", siger Freddy Lippert.
Det velansete amerikanske tidsskrift JAMA Network Open har udgivet den første videnskabelige artikel om resultaterne fra Akutberedskabet. Forskningsprojektet har skabt international opmærksomhed.
Region Hovedstadens Akutberedskab vandt i 2020 Digitaliseringsprisen i kategorien Innovation for at bruge kunstig intelligens til at redde liv.
Region Hovedstaden har afsat i alt tre mio. kr. i 2021, der skal sikre en bredere forankring af brugen af kunstig intelligens i regionen.
Relaterede artikler
Tags: kunstig intelligens