Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kræftoverlevelsen er fortsat stigende i Danmark

Overlevelsen efter en kræftdiagnose har været støt stigende de seneste år, viser ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen. Særligt overlevelse efter lungekræft er forbedret.

Styrelsens rapport omhandler udviklingen i 1-årsoverlevelse og 5-årsoverlevelse for kræftpatienter i Danmark fra 2005 til 2019.

Rapporten viser bl.a., at når man ser bort fra anden hudkræft end modermærkekræft, så er der sket en forbedring på 1 procentpoint fra perioden 2014-2016 til 2017-2019 i 1-årsoverlevelsen. Mere præcist så er det en stigning fra 81 procent til 82 procent for mænd og fra 83 procent til 84 procent for kvinder.

Fem år efter kræftdiagnosen lever henholdsvis 67 procent af mændene og 69 procent af kvinderne fortsat i perioden 2017-2019, skriver Sundhedsdatastyrelsen.

Særligt lungekræft har set en fremgang. Her lyder 1-årsoverlevelsen i 2017-2019 på henholdsvis 52 procent for mænd og 60 procent for kvinder.

Det er en markant forbedring siden perioden 2005-2007, hvor blot omkring en tredjedel – 33 procent mænd og 37 procent kvinder – levede et år efter diagnosen.

”Mens vi kan konstatere, at overlevelsen efter lungekræft generelt er forbedret, er det fortsat kun 23 procent af mænd og 29 procent af kvinder, der har fået diagnosen lungekræft, der er i live efter fem år. Så det er stadig en meget alvorlig sygdom at få,” udtaler konstitueret afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen, Joanna Phermchai-Nielsen, i en nyhed på styrelsens hjemmeside.  

Også 5-årsoverlevelsen efter æggestokkræft ligger lavt, idet 44 procent af kvinderne lever fem år efter diagnosen.

Tags: Kræft, Lungekræft

Del artikler