Coronabloggen takker af: Hvad har vi lært af corona?

BLOG. Det er blevet tid til den sidste omgang af coronabloggen, og Christian Heibøll-Nielsen gør status. Hvad har vi lært?

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han i Norge for at arbejde som farmaceut.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.

Det er blevet tid til den sidste omgang af coronabloggen. Du har i mere end et år nu kunnet læse analyser og gennemgang af situationen med corona her på siden. Og det har været en stor fornøjelse hver uge at kunne bidrage med forhåbentlig ny viden om sygdommen, der jo var helt ny, da vi startede i april 2020.

Det kan man også se i udviklingen af emner. Vi startede med at kigge på den bemærkelsesværdige forskel mellem den svenske og den danske indsats. Og har siden været omkring hvilke behandlinger, der virkede lovende, og hvilke der ikke gjorde, det berømte kontakttal, og hvordan man forstår det, kritik af modelarbejdet fra SSI (et emne, der stadig er aktuelt og vækker følelser, og som senest har fået forskerne fra SSI til usædvanligt at tage til genmæle mod kritikken). Og så har vi været med til at fremme brugen af kviktest, hvad der især var relevant i vinteren 2020, da epidemien var på sit højeste. At det skulle ende med mere end 300.000 daglige test havde vi ikke drømt om, men har dog tidligt behandlet problemet med de falsk positive test.

Bloggen blev til i et forsøg på at få en mere faktabaseret dækning af epidemien. Noget, der desværre ofte har været en mangelvare i pressen, omend det er blevet bedre undervejs. Og den er blevet læst og har forhåbentlig været med til at sætte en dagsorden, som vi både har set med kviktest og brugen af modeller.

Når vi kigger tilbage til marts sidste år, hvor det hele brød løs, er det interessant, hvor meget vi har lært undervejs. Tænk, at specifikke epidemiologiske begreber som kontakttal i dag er blevet en del af vores dagligdagssprog. Og tænk, hvor meget danskerne i dag ved om højt specialiseret medicinalteknologi som mRNA- og DNA-vacciner. Så meget, at de fleste i dag udmærket er i stand til at danne sig en mening og have præferencer.

Ikke store fremskrift med behandlingen

En lidt mere kedelig ting er, at de ting, vi tidligt skrev om i behandlingen, navnlig behandling med binyrebarkhormon, stadig er løsningen for patienterne i dag. Der er faktisk ikke sket de store fremskridt, og alle de lovende behandlinger, der var på vej, har stort set vist sig virkningsløse – også flere af dem, der trods alt bruges. Det er en god påmindelse om, at der ikke findes kvik fixes, når vi taler om medicinsk behandling. Det tager stadig år og ikke mindst en god portion held at udvikle nye behandlinger. Mange havde nok en urealistisk forventning omkring, hvad der var muligt på meget kort tid.

Til gengæld er der sket store fremskridt i plejen af patienterne, og vi er blevet mindet om, at det ikke bare er medicin, der gør en forskel.

Politisk udfordring

Coronaepidemien har været en stor politisk udfordring. Kigger man rundt i især Europa, er det bemærkelsesværdigt, hvor ensartet man har grebet epidemien an. Med andre ord får man en særlig tilgang til sygdom, når man har magten. Og det har ikke meget at gøre med, hvor man står politisk. Danmark og Sverige har begge socialdemokratiske regeringer med helt forskellig tilgang, mens Norge og Tyskland har borgerlige, med en tilgang, der ligner den danske. Det har derfor været svært for oppositionen at finde et ben at stå på, og de har langt hen ad vejen ikke imponeret.

Kigger man internationalt står det klart, at befolkningerne i høj grad bakker op om regeringernes håndtering af epidemien. Det er ret bemærkelsesværdigt. Men kan forklares med, at få ting har evnen til at få os til at stå sammen som en trussel udefra, som i dette tilfælde fra en epidemi. Stillet overfor sådan en trussel ønsker vi først og fremmest at vide, hvordan vi beskytter os selv, og dernæst må vi stole på, at andre også gør det. Og på den måde er epidemien med til at skabe et ret unikt sammenhold som få andre ting. Ikke engang en udlændingedebat er i stand til det samme.

Der har dog været nogle markant afstikkere i den generelle tilgang til håndteringen af corona. Sverige har vi været omkring. Her er en nærliggende forklaring, at embedsmænd i Sverige traditionelt set har spillet en større og anderledes rolle end i mange andre lande. Og så er der lande som Ungarn, Hviderusland og USA – i hvert fald under Trump. Lande, der er kendetegnet ved en særlig form for politisk lederskab. Her har man på mange måder fejllæst befolkningens ønske om beskyttelse. Og tallene er absolut ikke pæne i hverken Ungarn eller USA – dem i Hviderusland skal vi nok ikke tro så meget på. Men måske de alligevel har haft lidt succes med deres traktor- og vodkakur?

Internationalt set har vi haft afslappet tilgang

I Danmark er det i øvrigt bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt og hvor meget vi har genåbnet. Sammenholdt med hvor sent vi reelt reagerede i efteråret/vinteren, må man vel sige, at vi internationalt har haft en ganske afslappet tilgang til epidemien. En tilgang, der nok bedst kan forklares ved, at vi ikke har følt os ligeså truede som i lande, hvor man har haft højere dødelighed. Igen er det interessant at sammenligne med Sverige, hvor dødeligheden jo tidligt var tre gange så højt. Her havde man held med at udpege de allerældste som de udsatte, hvorfor den brede befolkning kunne opretholde sin støtte til regeringen. Med andre ord er der den dobbelthed, at regeringen også selv er med til at definere truslen.

Er det slut nu?

Så er det hele slut nu? Det er der faktisk meget, der tyder på. Trods genåbning fortsætter smittetallene kun nedad. Og indlæggelserne falder også. Næsten halvdelen af befolkningen er nu vaccineret, og i Danmark kun med mRNA vacciner, der har vist sig mere modstandsdygtige overfor nye mutationer, som den de slås med i England, hvor man jo i høj grad har brugt DNA-vacciner. Vi kan i sagens natur ikke udelukke, at der i fremtiden opstår nye mutationer, som vaccinen slet ikke virker imod. Men fremfor at udstikke sådanne scenarier og tænke over, hvad vi så gør, kan vi gøre os selv en stor tjeneste, hvis vi tænker mere generelt over, hvad vi gør, når vi står overfor den næste pandemi.

Måske den bliver med en ny coronavirus. Men mere sandsynligt bliver det noget helt andet. Og det vil ske.

Vi må tænke bredere

Dystre stemmer peger på, at det især er vores forhold til naturen, der gør, at vi oftere og oftere vil stå overfor sådanne trusler. Der er derfor al mulig grund til at tænke mere bredt. For pandemibekæmpelse handler om meget mere end blot at sørge for behandling og et tilstrækkeligt tilbud af masker. Apropos masker har det jo i øvrigt været interessant at se, at vi i denne vinter stort set har undgået influenza. At chlamydia også er faldet markant er der andre og mere kedelige forklaringer på. Men det er da en interessant tanke, at vi nu bør være bedre rustede til at stå imod fremtidige influenzaepidemier. Så bliv ikke overrasket, hvis mundbindet dukker frem igen – måske allerede i den kommende vinter. Håndspritten kan du også vænne dig til. Også selvom den ikke er særlig effektiv mod coronavirus.

Afslutningsvis et par ord om en sidste vigtig læring, vi har gjort under epidemien. Epidemier kommer med en social slagside. Der findes særligt udsatte grupper. Som for eksempel indvandrere. Og at der gør det, afspejler nok det kedelige faktum, at den sociale slagside også eksisterer udenfor pandemien. Og det er netop udenfor krisen, at vi skal gøre noget, hvis vi vil undgå at se det samme billede i fremtidige epidemier. At netop de særligt udsatte også undervejs har været udsat for nærmest en hetz, hvor de er blevet udskammet og selv gjort ansvarlige for deres lidelser understreger i den grad behovet.

Tak for denne gang. Med ønsket om en solrig og coronafri sommer til alle.

 

Nyeste tal og nyheder om corona:

Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel