'Spørg en læge om coronavirus' er en populær facebookgruppe, som sidste år blev belønnet med Patientsikkerhedsprisen 2020.

KULTUR:

Falsk læge gav råd i populær og prisbelønnet facebook-gruppe

SOCIALE MEDIER. En kvinde har misbrugt en læges autorisations-id og dermed fået adgang til at vejlede danskerne i den populære og prisbelønnede facebookgruppe ’Spørg en læge om coronavirus’.

Det skriver stifter af gruppen, Elif Bayram Orbe, selv på Facebook.

"Vi har straks taget de nødvendige skridt og ekskluderet vedkommende fra lægegruppen, slettet dennes svar, samt anmeldt sagen til de relevante myndigheder, herunder politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Læge er en beskyttet titel, og det er ulovligt at udgive sig for at være det uden at have gyldig autorisation i Danmark," skriver Elif Bayram Orbe i gruppen.

'Spørg en læge om coronavirus' er en facebookgruppe med knap 60.000 medlemmer. Gruppen blev stiftet ved pandemiens begyndelse i foråret 2020. Der er tilknyttet ca. 200 læger til gruppen, som frivilligt svarer på brugernes spørgsmål om coronavirus, og den frivillige indsats blev sidste år belønnet med Patientsikkerhedsprisen 2020.

Ifølge DR har fupnummeret stået på i over år og blev kun opdaget, fordi de frivillige i gruppen fik tilsendt en gave som tak for deres indsats. Den rigtige læge, som er ansat på Aarhus Universitetshospital, modtog gaven, men undrede sig, da hun ikke er frivillig i gruppen. Hun kontaktede derfor gruppen, som fandt ud af sagens rette sammenhæng.

"Vi er alle blevet snydt. Vi har ikke haft grund til mistanke undervejs, og det er derfor kommet som et stort chok for os læger i gruppen. Vi læser altid med på hinandens svar herinde, og vedkommendes svar til jer er også læst og suppleret af andre læger fra dag ét. Vi har også gennemgået vedkommendes svar i forbindelse med sagen her, og det er her blevet bekræftet, at det sundhedsfaglige indhold løbende er blevet sikret og har været i orden," skriver Elif Bayram Orbe.

Ifølge DR er kvinden, der har udgivet sig for at være læge, i det virkelige liv arbejdet som ufaglært sygeplejevikar på Regionshospitalet Viborg - udsendt af Region Midtjyllands eget vikarbureau. Et job hun har fået adgang til, fordi hun har dokumenteret for vikarbureauet, at hun er indskrevet på sygepleje-studiet.

Ifølge vikarbureauet har medarbejderen nu ikke længere adgang til it-systemer og er udelukket fra at få flere vagter, indtil der er skabt klarhed over, hvad der er op og ned i sagen.

 

Like eller del denne artikel