25 personer fik det skidt - 2.000 vaccinedoser er nu fjernet

25 personer i Region Sjælland fik det fredag dårligt, umiddelbart efter de var blevet vaccineret mod coronavirus. Fire fik allergiske reaktioner, mens 21 fik det skidt og blev holdt under opsyn, indtil de havde fået det bedre.

Normalt oplever regionen, at tre til fem borgere bliver utilpasse dagligt.

Region Sjælland har rapporteret hændelserne til Lægemiddelstyrelsen og har efter dialog med sundhedsmyndighederne foreløbig - for en sikkerheds skyld - valgt at tage 2.000 doser af en leverance fra Pfizer/BioNTech, som regionen og de øvrige regioner modtog 26. maj, ud af vaccinationsprogrammet. Doserne står nu i køleskabet, og regionen vil drøfte sagen med Lægemiddelstyrelsen i dag, mandag.

Det skriver TV 2 Øst.

På vaccinationscentrene kender man ikke årsagen til, at så relativt mange borgere fik det skidt.

"Vi ved ikke, om det er fordi, de var nervøse og bange, havde fået for lidt at drikke, eller om det skyldes vaccinen," siger Trine Holgersen, vaccinationsansvarlig og direktør for Det nære sundhedsvæsen i Region Sjælland, til TV2 Øst. Hun oplyser, at Lægemiddelstyrelsens umiddelbare vurdering er, at utilpasheden ikke skyldes selve vaccinerne.

I alt 9.101 personer i aldersgrupperne 16-19 år og 45-49 år blev vaccineret fredag på centre i Roskilde, Nykøbing Falster, Sorø, Faxe og Slagelse.

Fire af dem fik en allergisk reaktion, hvor tre måtte køres på et sygehus til observation. De 21 andre blev utilpasse og blev holdt under opsyn, indtil de havde fået det bedre og fik mad og saftevand på vaccinationscentret. Alle 25 har det i dag godt.

Region Hovedstaden oplevede fredag en lignende utilpashed blandt 30 borgere i alderen 16-24 år, der skulle vaccineres. Til forskel fra hos Region Sjælland blev de utilpasse før vaccineringen, skriver TV 2 Øst.

 

Fra Twitter: 

 

Tags: corona, coronavaccine

Like eller del denne artikel