Spansk studie finder det sikkert og effektivt at kombinere vacciner

Der er godt nyt til de ca. 150.000 danskere, som har første stik med AstraZeneca herhjemme og nu står til at få andet stik med vaccinen fra enten Pfeizer/BioNtech eller Moderna.

Personer, der får andet stik med Pfizers covid-19-vaccine efter første stik med AstraZenecas vaccine har nemlig langt større forekomst af IgG antistoffer i blodet, end personer, der kun har fået AstraZenecas vaccine. Effekten mere end fordobles ved kombinationen af vacciner, viser et nyt studie fra det spanske statsfinansierede Carlos III Health Institute, hvor omkring 450 ud af i alt 670 frivillige deltagere har fået Pfizers vaccine som andet skud efter den indledende AstraZeneca-vaccine.

Det skriver Reuters.

Samtidig er der registreret meget få bivirkninger i studiet. 1,7 procent af deltagerne oplevede voldsomme bivirkninger i form af hovedpine, muskelsmerter og generel utilpashed, men ingen bivirkninger, der kan betragtes som alvorlige, rapporterer forskerne. 

Præliminære resultater fra et randomiseret britisk studie med 830 patienter har ellers tidligere på måneden vist, at patienter, som får en konbination af to vacciner, er mere tilbøjelige til at få milde til moderate bivirkninger, end patienter, der får to skud af den samme vaccine. De endelige resultater fra dette studie forventes at foreligge inden for få måneder, men de foreløbige resultater fik mandag professor og overlæge Jacob Rosenberg til at skrive i et debatindlæg, at risikoen for bivirkninger peger i retning af, at det er en god idé, at holde sig til en enkelt vaccine.

"Det var derfor tydeligt, at der er flere umiddelbare bivirkninger med den strategi, som vi nu har valgt i Danmark. Problemstillingen, og dvs. beslutningen i Sundhedstyrelsen og herefter på Christiansborg, er ikke let, da vi selvfølgelig nødig vil påføre befolkningen alvorlige bivirkninger, men det aktuelle studie viser tydeligt, at det, vi gør i øjeblikket, er et regelret eksperiment på befolkningen. Ingen - absolut ingen - ved, om vores nuværende kombination af vacciner giver flere alvorlige bivirkninger (blodpropperne) sammenlignet med, hvis vi bare havde fortsat og færdigvaccineret med AstraZeneca til dem, der allerede har fået første stik," skrev han.

Det spanske studie skulle undersøge, hvordan man bedst kommer videre, efter at landet har begrænset vaccination med AstraZenecas vaccine til personer over 60 år, efter at risikoen for sjældne blodpropper hos yngre personer er blevet kendt. 

“Disse resultater understøtter muligheden for at vaccinere patienter, som har fået første dosis fra AstraZeneca, men det er ikke en beslutning, der er op til forskerne bag dette studie,” siger Jesus Antonio Frias, som er lægelig direktør ved Carlos III.

Tags: corona, coronavaccine

Like eller del denne artikel