”Danmark står et godt sted med de rette værktøjer til fortsat at bevare epidemikontrol," siger Magnus Heunicke.

Få overblikket over ny genåbning: Et åbent Danmark uden mundbind og coronapas i sigte

Folketingets partier har kort efter midnat natten til tirsdag landet en aftale om yderligere genåbning. Aftalen betyder, at fra på fredag åbner Danmark helt - kun diskoteker er stadig lukkede.

En genåbningsaftale mellem et flertal af Folketingets partier åbner op for, at alle elever fra fredag kan vende tilbage på skolerne. Der er også enighed om en plan for normalisering af fysisk fremmøde på arbejdspladser, der begynder fra den 21. maj. Som en del af den nye genåbningsaftale vil man også kunne få coronapas allerede 14 dage efter første stik.

Derudover har partierne aftalt at udfase mundbind og coronapas, når alle over 16 år er tilbudt en vaccine. Det vil ifølge vaccinationskalenderen ske i slutningen af august. Men selv når coronapasset efter planen på et tidspunkt har udspillet sin rolle i Danmark, vil det fortsat have en funktion. Når man rejser ud af Danmark, vil man nemlig stadig skulle bruge det.

Bag aftalen står regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance samt Alternativet. Kun Nye Borgerlige står udenfor. 

»Hvis man tager et blankt stykke papir, så vil der stå, at fra 21. maj er natklubber og diskoteker lukket. Men alt andet er åbent. Dog med restriktioner«, sagde Søren Pape Poulsen efterfølgende på et pressemøde., der blev holdt kort efter midnat natten til tirsdag.

Der er over de seneste uger set stigende smittetal, som vurderes at være relateret til den tidligere gennemførte større genåbning den 21. april. Siden er der gennemført lempelser af restriktioner den 6. maj, som det endnu er for tidligt at kunne aflæse i smittetallene. Alligevel vurderer aftalepartierne, at der er epidemikontrol på grund af den massive testningsindsats og modellen for automatisk nedlukning af sogne og kommuner. På trods af stigningen i smitten er der nemlig ikke set tegn på en afledt stigning i smitten blandt vaccinerede personer over 60 år. Derfor holder udviklingen sig fortsat under niveauet for de tidligere prognoser for både smittetal og indlæggelser.

”Danmark står et godt sted med de rette værktøjer til fortsat at bevare epidemikontrol. Vi har en massiv testkapacitet til at overvåge smitten og sætter effektivt ind ved lokale smitteudbrud, så smittekæder bliver brudt hurtigt. Danskerne har gennem epidemien været eminente til at overholde retningslinjer, lade sig teste og bakker i stort omfang op om vaccinationsprogrammet. Det er helt væsentlige årsager til, at flere nu igen kan møde fysisk på arbejdspladsen, og vi genåbner mere med coronapasset som en fortsat del af den gradvise og ansvarlige genåbning," siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

 

 

Dét åbner pr. 21. maj 2021


Uddannelse og aftenskoler

Der åbnes for 100 pct. fremmøde for resterende elever på ungdoms- og voksenuddannelser og for studerende på videregående uddannelser. Genåbningen sker i øvrigt på samme vilkår som tidligere genåbning.

Desuden åbner Folkeuniversitetet, ligesom der åbnes for korte kurser og dagelever på folkehøjskoler med både dagelever og overnattende elever, korte kurser på efterskoler og frie fagskoler samt indtægtsdækket virksomhed på ungdoms- og voksenuddannelser.

Idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter

Resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter åbner med krav om coronapas. Genåbningen omfatter lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, herunder lokaler der anvendes til saunaer, dampbade mv., foreningslokaler samt kultur-, medborger- og aktivitetshuse.

Musik- og kulturskolerne for personer over 18 år

Der genåbnes for sangaktiviteter i foreningsliv og på musik- og kulturskoler samt andre kunstskoler og grundkurser på kunstområdet, der tidligere er genåbnet, men hvor genåbningen ikke har omfattet sangaktiviteter.
Indendørs faciliteter i forlystelsesparker, zoo mv.

Indendørs faciliteter i forlystelsesparker, zoo mv. åbner med krav om coronapas. Genåbningen omfatter lokaler beliggende i forlystelsesparker, omrejsende tivolier, zoologiske anlæg, akvarier og lignende samt spillehaller, kasinoer, lege- og badelande mv.

Arbejdspladser

Gradvis normalisering af fysisk fremmøde på arbejdspladser. Der gælder pr. 21. maj en anbefaling om 20 pct. fysisk fremmøde. 

Herefter vil man tillade 50 procent fremmøde fra omkring 14. juni og 100 procent fremmøde fra 1. august.

Forsamlinger

Det indendørs forsamlingsforbud hæves til 50 personer, og det udendørs forsamlingsforbud hæves til 100 personer den 21. maj 2021.

Kultur- og idrætsarrangementer kan afholdes med publikum i overensstemmelse med ordningen for større arrangementer med siddende publikum.

Coronapas

Reglerne for gyldig dokumentation i coronapas lempes, så man som udgangspunkt 14 dage efter første vaccinationsstik kan anvende dokumentation for det som coronapas. Sundhedsmyndighederne fastlægger den konkrete tidsperiode.

Kontrollen med coronapas lempes, så der indføres mulighed for, at kontrollen i regi af frivillige foreninger og på biblioteker kan udføres ved én daglig stikprøvekontrol af alle tilstedeværende personer, der er undergivet krav om coronapas.

I begyndelsen juni skal der udarbejdes en plan for udfasning af coronapasset.

Mundbind

I begyndelsen af juni fremlægges en plan for udfasning af krav om mundbind baseret på en forudsætning om, at mundbindskravet vil være ophævet, når alle fra 16 år og opefter, der ønsker det, er færdigvaccineret.

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel