”Da vi satte målet om at halvere anvendelsen af tvang i psykiatrien, havde vi en stor tro på, at det kunne lade sig gøre. Vi var godt klar over, at det var en ambitiøs målsætning, og en målsætning som der skulle knokles for. Men at vi i dag står i en situation, hvor der samlet set er flere mennesker, der udsættes for tvang end baseline, det er både trist, utilfredsstillende og bekymrende”, siger vicedirektør Helene Probst.

Status-rapport: Aftale om mindre tvang i psykiatrien har spillet fallit - tvangen er steget

Sundhedsministeriet og Danske Regioner indgik i 2014 en partnerskabsaftale om at halvere brugen af bæltefikseringer og mindske den samlede brug af tvang i psykiatrien inden udgangen af 2020. Men det er ikke lykkedes. Tværtimod, viser en endelig status, som Sundhedsstyrelsen har foretaget.

Partnerskabet bliver indgået, efter at de danske myndigheder adskillige gange havde fået skarp international kritik for udbredt brug af bæltefiksering. I eksempelvis 2013 blev patienter 882 gange fikseret i bælte i mere end 48 timer mod deres vilje. 595 af disse fikseringer varede længere end 72 timer.

Med finanslovsaftalen for 2014 blev der så sat afsat 50 millioner kroner årligt af til en halvering af tvang i psykiatrien frem mod 2020.

"Det vil kræve en stor indsats på flere fronter at komme i mål, og det vil koste mere end de afsatte 50 millioner kroner. Skal regionerne lykkes med at nedbringe tvangen, vil det kræve mere personale på en række af sengeafdelingerne, bedre udannet personale og moderne fysiske rammer, hvor personalet har mulighed for at forebygge, at en tvangssituation opstår," sagde Bent Hansen (Soc.), der dengang var formand for Danske Regioner.

I en ny status fra Sundhedsstyrelsen står det klart, at det ikke er lykkedes at nå det fælles mål om at bruge mindre tvang i Danmark. Tværtimod. I 2020 var der samlet set flere mennesker, både voksne og børn, der har været udsat for tvang, end i 2014, hvor aftalen blev indgået.

”Da vi satte målet om at halvere anvendelsen af tvang i psykiatrien, havde vi en stor tro på, at det kunne lade sig gøre. Vi var godt klar over, at det var en ambitiøs målsætning, og en målsætning som der skulle knokles for. Men at vi i dag står i en situation, hvor der samlet set er flere mennesker, der udsættes for tvang end baseline, det er både trist, utilfredsstillende og bekymrende”, siger vicedirektør Helene Probst.

Der har været et særligt fokus på at nedbringe én form for tvang, nemlig brugen af bæltefikseringer. Det er lykkedes at nedbringe antallet af personer, der bæltefikseres, betydeligt, men målsætningen om halvering af andelen, der bæltefikseres ud af antal indlagte, er ikke nået. Og andre former for tvang, som anvendes i stedet for bæltefikseringer, dvs. akut beroligende og fastholdelse, er steget. Det er således ikke lykkedes at nå målsætningen om at nedbringe den samlede brug af tvang samtidig med, at brugen af andre tvangsforanstaltninger ikke stiger.

I alt 759 færre personer blev bæltefikseret i 2020 sammenlignet med baseline, som var perioden 2011-2013. Faldet i anvendelsen af bæltefikseringer skal dog sammenholdes med en stigning i anvendelsen af fastholdelser og akut beroligende medicin i alle regioner siden baseline. Der var en stigning på 283 personer, der fik akut beroligende medicin i 2020 sammenlignet med baseline, og der blev givet akut beroligende medicin 2.906 flere gange. Der var en stigning i fastholdelser på 151 personer og 1.603 flere gange.

”Jeg oplever, at der er stor enighed om, at ambitionen om at nedbringe tvangen er uændret. Derfor er det her kun en afslutning på partnerskabsaftalen – og ikke på indsatsen for at nedbringe brugen af tvang. Den fortsætter. Det er klart, at det her bestemt giver anledning til refleksion over vores egen rolle – både i forhold til hvad vi kunne have gjort bedre, men mest af alt i forhold til vores fremadrettede indsats”, siger Helene Probst.

Udviklingen i partnerskabsperioden viser tydeligt, at der er behov for nye tiltag, der kan vende udviklingen, siger hun. Det er fortsat meget forskelligt, hvor meget tvang der bliver brugt både på tværs af regioner og på de enkelte afdelinger. Der skal stadig mere viden om og systematik i indsatsen for at forebygge og mindske tvang. Og der skal fokus på, hvordan viden omsættes til praksis.

Der har i perioden været stort fokus på den tvang, der foregår på de psykiatriske afdelinger og dermed på den regionale indsats. Fremadrettet vil der være behov for, at fokus udvides til også at omfatte indsatsen i kommuner og hos praktiserende læger.

”Vi har haft et meget stort fokus på den tvang, der sker på sygehuset, men vi er meget opmærksomme på, at der er behov for et tilsvarende stort fokus på den indsats, der sker i kommunerne, og på hvordan vi kan forebygge, at der bliver behov for at indlægge med tvang. En tvangsindlæggelse kan ofte føre til, at der også bliver brugt tvang under indlæggelsen, så det er vigtigt, at vi sætter ind her,” siger Helene Probst.

Partnerskabsaftalen er nu udløbet. Det er besluttet, at der skal sættes nye mål for brug af tvang. I den mellemliggende periode vil udviklingen i brugen af tvang fortsat blive fulgt tæt.

 

Resultater i tabelform kan ses her

Tags: psykiatri

Like eller del denne artikel