Alle borgere får tilbuddet i flere danske kommuner: Kom og få en coronavaccine nu

Mens datoen for, hvornår man kan blive vaccineret mod covid-19, er blevet skubbet frem igen og igen for de fleste danskere, så er der steder i landet, hvor vaccinationskalenderen nu skubbes den helt anden vej. Flere kommuner har nemlig fået dispensation og kan nu tilbyde alle borgere over 16 år en coronavaccination den kommende uge. 

Det er en dispensation fra Sundhedsstyrelsen, som nu baner vej for at fremskynde vaccination af hele Læsø Kommune. De cirka 700 personer i ø-samfundet i alderen 16-64 år, som, endnu ikke er blevet vaccineret mod covid-19, får derfor tilbudt vaccination i den kommende uge. Også borgere på Anholt, Tunø og Endelave bliver skubbet frem i vaccinekøen og kan vaccineres tidligere end ventet, oplyser Region Midtjylland.

Årsagen er, at det vil spare både transport og logistik. Alternativet er, at vaccinationsindsatsen sker i små klumper med mere tidsforbrug og træk på personaleressourcer.

Omkring 350 borgere på Læsø i alderen 50-64 år er inviteret med henblik på vaccination i denne uge, og den endelige beslutning om at fremrykke vaccinationsindsatsen til også at omfatte de ca. 350 Læsø-borgere fra 16-49 år blev mandag truffet i Region Nordjyllands Forretningsudvalg.

"Det giver rigtig god mening, at vi kan tilbyde vaccination til den del af Læsøs befolkning, som endnu ikke er vaccineret. Dels sparer vi kostbar tid på transport af personale og udstyr frem og tilbage. Samtidig drejer det sig om så lille en mængde vacciner, at det ikke kommer til at påvirke vaccinationsudrulningen i resten af regionen. Derudover giver det rigtig god mening at få hele øens befolkning vaccineret, inden det store rykind af turister til sommer," siger regionsrådsformand Ulla Astman (Soc). 

De planlagte vaccinationsdage er torsdag 6. maj og tirsdag 11. maj. Vaccinationerne udføres af Regionsklinikken på Læsø i samarbejde med sygeplejersker fra Læsø Kommune. For de borgere, som ikke kan benytte tilbuddet de to dage, forventes der at blive en opsamlingsrunde.

Læsø, som har et indbyggertal på 1.776 borgere, er i forvejen den kommune i landet, hvor andelen af påbegyndte vaccinationer er størst. Ikke færre end 47,2 procent havde tirsdag fået første stik, og 22 procent var færdigvaccinerede. 

Der planlægges med andet stik af alle borgerne på Læsø sidst i juni.

 

Tags: corona, coronavaccine

Like eller del denne artikel