Pfizer-direktør: Vi håber at kunne lancere tablet mod covid-19 i år

Pfizers eksperimentelle tablet til behandling af covid-19 ved det første tegn på sygdom kan være tilgængelig inden årets udgang.

Det siger administrerende direktør for Pfizer, Albert Bourla, til det amerikanske medie CNBC tirsdag.

Virksomheden, der med enorm succes har udviklet den første, godkendte covid-19-vaccine med den tyske lægemiddelproducent BioNTech, begyndte i sidste måned et klinisk forsøg, hvor man testede en ny tablet-behandling mod covid-19. Lægemidlet er en såkaldt proteasehæmmer og virker ved at hæmme et enzym, som virussen har brug for at replikere i menneskets celler.  Proteasehæmmere anvendes eksempelvis sammen med andre stoffer til behandling af HIV-infektion og Hepatitis C.  

Hvis de kliniske forsøg får godt og midlet bliver godkendt af lægemiddelmyndighederne, kan det komme på markedet inden udgangen af året, sagde Bourla til CNBC.

CNBC skriver, at midlet kan blive en "gamechanger", fordi nyligt smittede kan bruge det uden for hospitalerne og forhindre indlæggelse.

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel