Hindufestivalen Kumbh Mela.

Smitte-tsunamien i Indien - hvorfor er det gået så galt?

OPDATERET. I avisen India Today kan man se en kvinde i Agra i Indien forsøge at give sin covid-døde mand mund-til-mund-metoden. Blot et af mange fotos, som i disse dage er hjerteskærende. Desperate og fortvivlede pårørende kører deres syge kære til hospitaler, som ikke længere har plads, medicin eller ilt, og de syge kvæles foran hospitalernes døre. Men hvorfor er det gået så galt?

Flere døgn i træk har Indien meldt om så høje smittetal, at noget lignende ikke er set i andre lande under hele pandemien. Med 354.531 tilfælde den 25. april har Indien igen slået landets egen og verdens rekord i antal smittede på et døgn. Antallet af dødsfald på 2.806 den 25. april er 47 flere end den en dag gamle dødsrekord.

Samtidig breder smitten sig hastigt fra kæmpebyer som Mumbai og New Delhi og ud i landdistrikterne, og i mange storbyer er man praktisk taget løbet tør for hospitalssenge, ilt og medicin til den tiltagende strøm af alvorligt covid-19-syge. Ovenikøbet er overraskende mange af de indlagte under 40 år.

Indiens hovedstad New Delhi fortsætter den hårde nedlukning, som blev gennemført fra mandag 19. april. Foreløbig fortsætter nedlukningen i en uge indtil 3. maj. Også byerne Prayagraj, Lucknow, Varanasi, Kanpur Nagar og Gorakhpur er nedlukkede. Delvis nedlukning er der i hele delstaten Maharashtra med hovedbyen Mumbai.

Nedlukningerne har store omkostninger for de fattigste, der typisk lever fra hånden til munden. 

 

På kortet herunder kan du ved at føre musen over kortet se du antallet af smittede og døde i går og antallet af smittede og døde i alt. Delhi ligger mod nord mellem Uttar Pradesh og Haryana.  

 

For kun 2,5 måneder siden - i begyndelsen af februar - skrev vi på Sundhedspolitisk Tidsskrift en artikel om det ekstremt lave smitteniveau i Indien. Mens coronasmitten havde nået nye højder i store dele af verden, havde undrende eksperter verden over kunnet se Indiens smittetal falde uge for uge siden september 2020.

Vi kunne fortælle, at der f.eks. 4. februar kun var 12.408 nye tilfælde og 120 nye dødsfald - i et land, som med 1,35 milliarder indbyggere snart overhaler Kina som verdens mest folkerige.

Men siden artiklen blev bragt, er det kun gået en vej - opad. Det seneste måned lodret opad. 

Smitten i Indien er nu den værste, der nogensinde er set og er reelt ude af kontrol. Og sandsynligvis langt værre, end tallene siger. En serologisk undersøgelse fra efteråret viste, at der dengang reelt var 26-32 gange flere tilfælde for hver registreret smittet. At det skulle være meget anderledes nu, er der ikke meget, som tyder på. Og det værste er, at smitten kan blive endnu værre. Den ventes først at toppe om flere uger. 

Men hvorfor er det gået så galt?

Uforsigtighed

Det er der måske flere forklaringer på.

Den første forklaring er indholdet af vores artikel fra februar - at folk undrede sig over, at det gik så ufatteligt godt. Det førte til teser om alt fra, at der allerede var flokimmunitet, til vejret, til demografien, til at inderne bare har et robust immunforsvar og til, at man i Indien bruge lægemidlet Ivermectin forebyggende til både smittede og til nære kontakter, som ikke har været smittede. Alt sammen teser, som gav sikkerhed og tryghed.

Sundhedsministeren Harsh Vardhan erklærede ligefrem, at man havde nået ''coronapandemiens slutfase''. Harsh Vardhan roste samtidig premierminister Narendra Modi for dennes lederevner.

Politikerne troede altså, at pandemien var ovre i Indien. Befolkningen troede, at den var ovre. Men trygheden skulle vise sig at være falsk og dødsensfarlig. For falsk tryghed kan gøre folk uforsigtige, og befolkningen begyndte at ignorere de sædvanlige tiltag med håndhygiejne og mundbind. Hindukalenderen indeholder utallige farverige højtider og fester, og der blev også holdt store religiøse fester. F.eks. deltog næsten fem millioner mennesker i begyndelsen af april i festivalen Kumbh Mela, som anses for den kvantitativt største valfart i verden.

"I stedet for at blive bombarderet med beskeder om at være årvågne, har vi hørt selvfede sejrsmeldinger fra vore ledere, som nu udstilles som ren selvforstærket hybris," skriver Zarir F Udwadia, en lungespecialist og medlem af en task force under staten Maharashtras regering 23. april i et debatindlæg i Times of India.

Yderligere en forklaring på den hastigt stigende smitte er, at da smitten begyndte at vokse, kom inderne under hårde restriktioner. Og det kan være farligt, når folk er fattige og ikke har råd til at undvære jobbet. Lockdowns fører til, at fattige arbejdere som f.eks. rickchaw-chauffører, bygningsarbejdere og gadesælgere i millionvis forsvinder fra de dyre byer og flytter ud i landet. Fattige arbejdere tager simpelthen storbyens smitte rundt til tusindvis af små samfund rundt om i Indien.

Mutationerne

Så er der mutationerne, og specielt en dobbeltmutation kaldet B.1.617, som er blevet kendt som "den indiske variant" og har bredt sig fra Mumbai. Den er uden tvivl også en del af forklaringen på den eksplosive smitteudvikling.

Den ene mutation i den indiske variant hedder 484Q og minder til forveksling om 484K, som man også finder i den sydafrikanske og den brasilianske P.1-variant. Den mutation kan i nogen grad undvige antistoffer fra tidligere coronasmitte eller fra en vaccine. Laboratorieforsøg viser dog, at 484Q i mindre grad end 484K kan undvige antistoffer. Den anden mutation i varianten er L452R og forbundet med en vis øget smitsomhed og er ikke mindst set i en californisk variant, der har bredt sig kraftigt i primært USA. Hver for sig er varianterne ikke alarmerende, men kombinationen af dem kan være det. Man ved faktisk endnu ikke, hvor farlig B.1.617 er. Herhjemme vurderer Statens Serum Institut, at den på nuværende tidspukt ikke er særlig bekymrende.

B.1.617 er også fundet i bl.a. Tyskland, Belgien, Storbritannien, Schweiz, USA, Singapore og Australian. I al ubemærkethed er der faktisk også fundet 29 tilfælde af B.1.617 i Danmark frem til 24. april. Det drejer sig om 20 personer med Indien som tilhørsland, fem fra Iran og en fra Litauen. De sidste tre tilfælde er set blandt danske statsborgere. Det vurderes, at der er tale om i alt om fire smittekæder. Tre af disse kæder med en rejserelation. Ingen af de bekræftede tilfælde er indlagte eller døde.

I den indiske delstat Maharashtra er langt over halvdelen af alle coronavirusinfektioner blevet knyttet til den nye B.1.617-variant baseret på de infektioner, der er blevet sekventeret for deres oprindelse. Men lokale myndigheder siger, at antallet af sager, der bliver sekventeret, er alt for lavt til, at de kan drage en klar konklusion. Derfor er det stadig uklart, om den indiske variant er ansvarlig for smitte-eksplosionen i Indien.

Premierminister under hård kritik

Vaccinationerne  begyndte i januar, men udrulningen går for langsomt, mener kritikere. I går havde 8,7 procent af befolkningen fået første dosis, og 1,6 procent af befolkningen har også fået 2. dosis og er fuldt vaccinerede.

Landets premierminister Narendra Modi har mødt stor kritik, både i forhold til det uforberedte sundhedsvæsen, for tempoet med at få vaccinerne ud og for manglen på at indføre de rette restriktioner. Kritikken har været så hård fra bl.a. lokale politikere, at Indiens regering har bedt det sociale medie Twitter om at fjerne adskillige opslag, hvori regeringens håndtering af coronasituationen får verbale klø.

Modi og hans folk kritiseres bl.a. for selv at have vist vejen til Helvede ved holde op med at bruge mundbind og overholde restriktioner. Midt i marts blev massive valgkampagner uden nogen form for restriktioner skudt i gang i delstaten Vestbengalen, hvor mindst tre kandidater fra Modis hindunationalistiske BJP døde efter at have fået covid-19. 

Premierministeren har også fået hård kritik for, at han har nægtet at lave et forbud mod hindufestivalen Kumbh Mela midt i en tid, hvor smittetallene bare steg og steg.

Højesteret i Madras anklager ifølge India Today i dag den indiske valgkomité for at være ansvarlig for en stor del af smitten, idet komiteen har tilladt de store valgmøder. 

”Komiteen er særligt ansvarlig for den anden bølge af covid-19. Valgkommissærens embedsmænd burde sandsynligvis anklages for drab,” bemærkede Højesteret i Madras ifølge India Today.

Mange lande i verden sender nu ilt og medicin til Indien i et forsøg på at hjælpe et land i knæ. 

 

Like eller del denne artikel