Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Dansk forskning sætter hovedpine på den internationale dagsorden

Professor Messoud Ashina fra Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet, har sammen med internationale forsker-kolleger fået offentliggjort en status for migræne og mulighederne for behandling anno 2021 i tre oversigtsartikler i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.

”Migræne er en folkesygdom, der rammer rigtig mange mennesker og har store konsekvenser både for den enkelte og for samfundet. Derfor er det enormt vigtigt, at der bliver sat mere fokus på området. At vi nu har fået artiklerne offentliggjort i The Lancet, som jo ikke er et neurologisk tidsskrift, men et medicinsk tidsskrift, betyder, at der er langt flere, der læser med, og en anden og øget opmærksomhed. At The Lancet i øvrigt tager hovedpine så alvorligt, at de publicerer hele tre artikler om emnet, er bestemt ikke noget, der sker hver dag,” fortæller Messoud Ashina.

Bag artikelserien står en række internationale forskere med Messoud Ashina i spidsen i hans egenskab af at være præsident for det internationale hovedpineselskab. Artikelserien er resultatet af et stort arbejde, der søger at opdatere viden om epidemiologi, patofysiologi og biomarkører, men også at give anbefalinger om behandlingsprincipper i og uden for specialiserede hovedpinecentre. Artiklerne giver blandt andet et overblik over forskningen i og fremtiden inden for genetiske biomarkører, hvilket kan bidrage til at udvikle medicin, som kan komme fremtidige migrænepatienter til gode. I artiklerne beskriver forskerne omfanget af sygdommen, de samfundsmæssige omkostninger og de behandlingsmuligheder, der er i dag, ligesom de giver deres bud på løsninger og forslag til den optimale behandling, både akut og præventivt, fortæller Messoud Ashina.

Bestemt plads til forbedring

I den første artikel Migraine: epidemiology and systems of care ser forskerne nærmere på epidmiologien bag migræne. Konklusionen er, at der er behov for en mere homogen tilgang til behandlingen, fortæller Messoud Ashina:

”Der er bestemt plads til forbedring, når vi kigger på viden om migræne og eksisterende behandlingsmuligheder internationalt. Det er en sygdom, der kan drive folk til vanvid og lægge deres arbejds- og familieliv i ruiner. Derfor er der behov for øget viden og for langt mere fokus på både pre- og post-graduat uddannelse, så langt flere kollegaer verden over får muligheden for at uddanne sig indenfor behandlingen af migræne. Vi står nogenlunde godt i Danmark, men det er helt uden sammenligning med for eksempel Indien og lande på det afrikanske kontinent.”

I den anden artikel Migraine: disease characterisation, biomarkers, and precision medicine er biomarkører i fokus, forklarer Messoud Ashina:

”Vi vil gerne nå frem til en form for international klassifikation af migræne ud fra nogle bestemte biomarkører, således at man ved hjælp af scanning, genetik eller blodprøver på sigt vil blive i stand til at afsløre, om der er tale om migræne. Vi vil gerne vide noget mere om migrænens mekanismer og være i stand til ud fra en specifik markør at tilbyde patienterne den rette behandling. Robuste biomarkører vil være det første skridt mod en skræddersyet behandling af migræne.”

Det tredje studie Migraine: integrated approaches to clinical management and emerging treatments fokuserer på de eksisterende behandlinger og sygdommens biologi.

"Der findes effektiv medicin mod migræne og udviklingen er gået stærkt de seneste år, men vi skal huske, at medicinen ikke virker på alle. Der er altså stadig masser af plads til forbedring. Migræne er en sygdom med en kompleks biologi og mit og mine kollegaers mål er at fortælle mine internationale kollegaer, at netop sygdommens komplekse biologi betyder, at man er nødt til at tage højde for, at ikke alle patienter skal og kan behandles ens,” fortæller Messoud Ashina.

Med omtalen i The Lancet håber Messoud Ashina, at langt flere klinikere verden over vil få øjnene op for hovedpinen og migrænens kompleksitet.

”Vi rammer med publiceringen af de tre studier til forskel fra tidligere ikke blot neurologer, men en kæmpe faggruppe, og vi håber derved i højere grad at rette verdens opmærksomhed mod hovedpine og migræne. Patienter verden over henvender sig primært i almen praksis og ikke hos neurologer,” siger han.

Del artikler