Foto: Netcompany

Coronapasset bliver et afgørende element i genåbningen

Partierne med undtagelse af Nye Borgelige blev mandag aften enige om en langsigtet plan for genåbningen af samfundet. En central del af aftalen betyder, at danskerne skal vænne sig til at bruge et coronapas for at tage del i genåbningen.

Det vil kræve coronapas at få coronafrisuren tæmmet hos frisøren eller benytte andre liberale erhverv. Og når det bliver muligt at gå på restaurant, i biografen og til koncert vil det også kræve, at man kan fremvise et gyldigt coronapas.

Coronapasset skal vise, om man er færdigvaccineret, har overstået infektion eller er testet negativ indenfor 72 timer (både PCR- og lyntest). Børn under 15 år vil være undtaget.

Den omfattende brug af coronapas som del af genåbningen var også det, der fik Nye Borgerlige til som det eneste parti at stå uden for aftalen.

"Der er en kontrol af borgerne og af virksomhederne, som betyder, at man kan forhale genåbningen yderligere. Endnu et værktøj, endnu en magtbeføjelse, som man vil give til Mette Frederiksen og til regeringen, og som jo kommer til at betyde, at når først hun har fået den her magt, så kommer hun jo også til at bruge den og i værste fald misbruge den," siger Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige.

Venstre er heller ikke begejstret.

"Regeringen og de røde partier har også insisteret på at bruge coronapas til besøg på restauranter og frisører. Det synes vi er for omfattende, men det var en forudsætning for at åbne dem i de kommende uger. Sådan er politik nogle gange," skriver Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

I første omgang bliver appen ”MinSundhed” et simpelt coronapas, men i slutningen af maj forventes en mere avanceret app at blive lanceret, som kan spille sammen med lignende coronapas-apps i Europa.

Ældre eller andre, som ikke bruger digitale løsninger, får i stedet andre måder at dokumentere deres vaccination på - evt. ved, at vaccinationspasset tilsendes med fysisk post.

Alle krav om coronapas udløber til august 2021 til andre aktiviteter end turisme og rejser på grund af en såkaldt solnedgangsklausul.

Partierne er også enige om i maj og juni at drøfte erfaringerne med anvendelsen af coronapasset og tage stilling til dets fortsatte omfang og brug.

 

Den langsigtede plan

Partierne med undtagelse af Nye Borgelige er enige om en langsigtet plan for genåbningen af samfundet. I planen tages der udgangspunkt i intervaller, og inden hver ny fase foretager Statens Serum Institut en faglig vurdering.

Fra 6. april vender frisørerne tilbage og kan klippe folk med coronapas, og der sker genåbning af skoler og uddannelser - bl.a. kan 5.–8.-klasse vende tilbage hver anden uge, og på ungdoms- og voksenuddannelser åbnes der for, at eleverne kan vende tilbage med 50 procent fysisk fremmøde.
På de videregående uddannelser kan afgangsstuderende på uddannelser med mange praksiselementer vende tilbage med 50 procent fysisk fremmøde.
Alle øvrige studerende på de videregående uddannelser kan vende tilbage med 20 procent fysisk fremmøde.

Fra 13. april åbnes for almindelig handel i indkøbscentre, stormagasiner, arkader mv. med et areal på 15.000 m2 eller derunder

Fra 21. april og frem åbnes de store indkøbscentre og stormagasiner for almindelig handel mv. Desuden åbnes – med coronapas – udendørsservering på restauranter og cafeer mv., museer, kunsthaller samt biblioteker. Desuden åbnes uden coronapas for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år.

Fra 6. maj åbner for folk med coronpas indendørs servering på restauranter og cafeer mv., konferencer, spillesteder, teatre, og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter. Desuden åbnes – med coronapas – for indendørs idræt for voksne over 18 år.

Fra 21. maj åbnes med coronapas de resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, som ikke er åbnet i forrige faser. Desuden åbnes indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoo mv og legelande. Desuden daghøjskoler og aftenskoler.

Når vaccinationen af de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er gennemført, er det udgangspunktet, at skoler og uddannelser kan genåbne fuldt ud. Frem til den milepæl vurderer aftalepartierne ved hver faseovergang, om der er grundlag for at få endnu flere børn og unge fysisk tilbage.

Planen kan læses i sin helhed her.

  

Om coronapasset

Det bliver Netcompany og Trifork, der skal udvikle det digitale coronapas i Danmark, som danskerne skal bruge fra maj. Appen fungerer ved at danne en QR-kode, der indeholder oplysninger om vaccination- eller teststatus.

Billetkontrollører kan scanne den kode og vil få præsenteret en grøn eller rød farve. Er den grøn, kan man gå ind - er den derimod rød, må man gå igen.

 

 

Kommentarer på Twitter 

Tags: corona, coronapas

Like eller del denne artikel