Vaccination med AstraZeneca-vaccine stoppet øjeblikkeligt
Sundhedsstyrelsen har sat vaccination med AstraZenecas vaccine mod covid-19 på pause, mens den bliver undersøgt for potentielle bivirkninger hos EMA og de andre lægemiddelmyndigheder i EU. Ca. 140.000 danskere har foreløbig fået første dosis af vaccinen fra AstraZeneca.
"Sundhedsmyndighederne har af forsigtighedshensyn sat vaccination med AstraZeneca i bero efter signal om en mulig alvorlig bivirkning i form af dødelige blodpropper. Det kan pt. ikke konkluderes, om der er en sammenhæng. Vi handler tidligt, det skal undersøges grundigt," skriver sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter.
Pausen varer indtil videre i 14 dage, og Sundhedsstyrelsen vil sammen med Lægemiddelstyrelsen lave en ny vurdering i uge 12.
Pauseringen sker efter indberetninger om blodpropper hos borgere relativt kort tid efter, at de har fået vaccinen. Én indberetning vedrører et dødsfald i Danmark - en 60-årig kvinde døde med en blodprop, efter at hun var blevet vaccineret med en vaccine fra AstraZeneca. Vaccinen stammer fra det samme parti, som en sygeplejerske i Østrig for nylig blev vaccineret med. Hun døde halvanden uge efter. Det kan på nuværende tidspunkt ikke konkluderes, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne, skriver Lægemiddelstyrelsen. Den aktuelle sag fra Danmark er under behandling.
Sundhedsstyrelsen har ud fra et forsigtighedsprincip sat yderligere vaccinationer med AstraZeneca-vaccinen i bero i Danmark, indtil resultaterne af undersøgelserne foreligger.
”Vi er midt i den største og vigtigste vaccinationsudrulning i Danmarkshistorien. Og lige nu har vi brug for alle de vacciner, vi kan få. Det er derfor ikke nogen let beslutning at sætte én af vaccinerne på pause. Men netop fordi vi vaccinerer så mange, så er vi også nødt til at reagere med rettidig omhu, når der er viden om mulige alvorlige bivirkninger. Det er vi nødt til at få afklaret, før vi kan fortsætte med at bruge vaccinen fra AstraZeneca,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

