Regeringen og dens støttepartier SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er blevet enige om første del af genåbningen af Danmark. Planen ligner meget det udspil, som en ekspertgruppe har anbefalet.
De blå partier faldt fra forhandlingerne tirsdag aften efter mange timers drøftelser. De ønskede en langt større genåbning, hvor flere børn kunne komme i skole, og liberale erhverv kunne åbne på landsplan. Alternativet forlod forhandlingerne onsdag formiddag.
Den nye genåbningsplan betyder, at mindre butikker over hele landet fra 1. marts kan få lov at åbne, udendørs idræts- og foreningsaktiviteter med op til 25 personer kan genoptages, og store elever kan vende tilbage til skolen i udvalgte dele af landet.
"Jeg er meget tilfreds med planen, for den er baseret på eksperternes beregninger. Og skulle det vise sig, at nye beregninger og en gunstig smitteudvikling på grund af forår og vaccinationer åbner mulighed for yderligere åbning, så vil vi åbne mere," siger sundhedsminister Magnus Heunicke ved pressemøde onsdag formiddag.
Han understreger, at myndighederne hurtigt vil lukke ned ved lokale udbrud, som der er sket i Ishøj og Kolding.
Regeringen håber, at afgangselever og efterskoler i andre landsdele end Nordjylland, Vestjylland og Bornholm vil få mulighed for at vende tilbage fra 15. marts og igen 6. april, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (Soc). Der bliver lige nu regnet på denne mulighed.
"Det er vigtigt at sige, at vi allerede om 14 dage - altså 15. marts - ser ind i, at flere elever kan vende tilbage, men vi skal ikke bringe os i en situation, hvor smitten stiger, og vi mister kontrollen," siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Men der er stadig mange elever på mellemtrinet, som ikke kan vende tilbage. Pernille Rosenkrantz-Theil understreger, at det er vigtigt, at skolerne i endnu højere grad bør bruge mulighederne for, at elever, der har vanskeligheder, kommer ind på skolen og modtager undervisning, og at elever, som mistrives, kan mødes i mindre grupper med læreren, udendørs og med afstand.
Udover den forsigtige genåbning bliver alle andre restriktioner forlænget frem til 5. april, oplyser Justitsministeriet. Det vil blandt andet sige, at der fortsat gælder et forsamlingsforbud på fem, og at mundbind er et krav i offentlig transport og butikker. Man skal stadig holde to meters afstand og spritte af.
Alle rejser til hele verden frarådes fortsat, og det vil fortsat være gældende frem til og med den 5. april.
Der er i øvrigt bred politisk enighed om, at der sættes gang i en bredere proces med inddragelse af alle Folketingets partier for at udarbejde en strategi for den videre genåbning af samfundet både på kort og længere sigt.
Bekymring
Ifølge Sundhedsstyrelsens vurdering kan den nye genåbningsplan betyde op mod 870 indlagte med covid-19 i april måned. Det skaber bekymringer i Dansk Sygeplejeråd, for medlemmerne vil komme til at mærke konsekvenserne, hvis mange bliver indlagt.
”Siden første bølge sidste forår har vi opfordret hospitalsledelserne i alle regioner til at bruge perioderne med mindre smittetryk til at planlægge næste bølge. Det skete ikke mellem første og anden bølge, og derfor blev hospitaler og medarbejdere sat under maksimalt pres hen over jul og nytår. Det er urimeligt, at medarbejderne skal bære byrden af dårlig planlægning, og at det går ud over patientsikkerheden. Derfor forventer vi, at hospitalsledelser i alle regioner straks indleder dialog med medarbejdere og planlægge efter stigende smittetal, så 3. bølge ikke udvikler sig til en tsunami”, siger Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.
Her er hovedpunkterne i planen
Butikker op til 5.000 kvadratmeter kan i hele landet genåbne med færre kunder i butikkerne. Det gælder dog ikke butikker i storcentre.
Udvalgsvarebutikker på 5000 m2 eller derover kan holde åbent for et meget begrænset antal kunder mod tidsbestilling. Men det kræver en godkendelse fra sundhedsmyndighederne.
Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om, at besøgende skal fremvise dokumentation for negativ test, der er højst 72 timer gammel.
Udendørs idræts- og foreningsaktiviteter kan genåbne - forsamlingsforbud hæves der fra 5 til 25 personer.
Desuden er der yderligere genåbninger på Bornholm. Der er åbning for alle skolelever og elever på andre uddannelser og liberale erhverv som f.eks. frisører. Der er anbefaling til alle bornholmere om én test om ugen, anbefaling om to ugentlige tests af lærere, pædagoger mv. samt afgangsklasser i grundskolen - og krav om to ugentlige tests af lærere mv. og elever/studerende på ungdoms- og voksenuddannelser.
I mindre grad der også lagt op til yderligere genåbning i Vestjylland og Nordjylland. Alle afgangselever i grundskoler samt på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser kan komme tilbage hver anden uge under forudsætning af test to gange om ugen. Testningen i grundskolen og på ungdomsuddannelserne vil i videst muligt omfang foregå ved brug af nye og mere skånsomme testtyper. Efterskoler genåbner med fuldt fremmøde, men skal efterleve særlige smitteforebyggende foranstaltninger.