Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nyt britisk studie: Ingen evidens for mere alvorlig sygdom hos børn smittet med britisk variant

Et britisk forskerhold fra King's College Hospitals pædiatrisk afdeling, Royal College of Pediatrics and Child Health, har ikke fundet evidens for, at varianten B.1.1.7 gør børn og unge under 18 år mere syge end den gammelkendte variant gjorde under den første britiske coronabølge i foråret 2020.

Forskerne forklarer, at de har følt sig forpligtigede til at undersøge den mulige forskel i sygdomsudvikling under de to bølger, efter at medier ifølge dem har forvirret billedet som følge af rapporteringer om stigning i indlæggelser og mere alvorligt syge børn og unge på grund af varianten B.1.1.7-varianten:

”Det er vigtigt hurtigt at afklare den virkelige virkning af den anden bølge på børn og unge inden for rammerne af en høj forekomst af B.1.1.7-varianten, der anslås at tegne sig for 70 procent af infektioner i London-regionen i januar 2021,” skriver forskerne som pointerer, at deres fund er i overensstemmelse med øvrige tidlige nationale data.

Forskernes undersøgelse er netop offentliggjort i The Lancet, og tidlige data fra Englands anden bølge mellem 1. november 2020 og 19. januar 2021 viser, at der ganske vist var tre gange så mange børn og unge indlagt på hospitalet som under første bølge fra 1.marts til 31. maj. Men børnene var ikke mere syge end tidligere.

Om baggrunden for det øgede antal børn under anden bølge forklarer de:

”Dette kan skyldes den højere forekomst af SARS-CoV-2 i vores lokalsamfund. Faktisk er antallet af voksne patienter indlagt på King's College Hospital i anden bølge også steget med omkring en tredjedel. Men vigtigere er, at vi ikke har fundet evidens for, at der er forekommet mere alvorlig sygdom hos børn og unge under den anden bølge, hvilket tyder på, at infektion med B.1.1.7-varianten ikke resulterer i et mærkbart andet klinisk forløb end den oprindelige stamme.”

I studiet indgår 20 børn og unge under 18 år, som blev indlagt på grund af covid-19 på Kings College Hospital mellem 1. marts og 31. maj 2020 samt 60 børn og unge, som blev indlagte mellem 1. november 2020 og 19. januar 2021. Forskerne fandt ingen signifikante forskelle i forhold til de unge patienters alder, andele af komorbiditet (at de havde andre sygdomme) og social og racemæssig baggrund mellem patienterne i første og anden bølge.

King's College Hospital ligger i det sydlige London i et område med høj smitteudbredning og har således haft et stort antal indlagte patienter i begge covid-19-bølger, men dog relativt få børn og unge sammenlignet med antallet af indlagte voksne patienter:

”Alvorlig akut respiratorisk covid-19 er fortsat en ualmindelig forekomst blandt børn og unge. Men den kliniske effekt af den nye SARS-CoV-2 afstamning B.1.1.7 på børn og unge under 18 år er med hensyn til akut respiratorisk covid-19 er endnu ikke klarlagt fuldt ud,” fastslår det britiske forskerhold, som også oplyser, at det var sjældent, at de unge patienters covid-sygdom var så alvorlig, at den førte til iltbehandling og respiratorbehandling, samt at andelen af børn, som modtog denne form for behandling, var større under første bølge, end den har vist sig at være under anden bølge.

 

Tags: corona

Del artikler