Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lægemiddelstyrelsen ansætter over 15 personer til at overvåge covid-19-vaccinernes sikkerhed

Ca. 200.000 danskere har nu fået enten en eller begge doser af covid-19-vaccinen, og inden for kort tid forventes resten af den danske befolkning at få tilbud om vaccination. Det vil få indberetningerne om formodede bivirkninger til overbelaste Lægemiddelstyrelsen.

Lægemiddelstyrelsen opruster derfor overvågningsberedskabet ved at ansætte flere medarbejdere til behandling af indberetninger om formodede bivirkninger ved vaccinerne.

”Vi står midt i verdenshistoriens største overvågningsindsats. Det er en opgave, som vi tager meget alvorligt, og derfor forstærker Lægemiddelstyrelsen nu indsatsen for fortsat at sikre den bedst mulige overvågning af sikkerheden ved covid-19-vaccinerne i Danmark til gavn for patientsikkerheden,” siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsens enhed for lægemiddelovervågning, Tanja Erichsen.

Lægemiddelstyrelsen rekrutterer 15-20 medarbejdere til det ekstra beredskabsteam.

Lægemiddelstyrelsen havde frem til 26. januar 2021 modtaget 1.917 indberetninger om formodede bivirkninger fra vaccinen fra Pfizer-BioNTech. 186.000 var på det tidspunkt vaccineret med vaccinen. 475 af indberetningerne er behandlet. De fleste bivirkninger er ikke-alvorlige og kendte. Herudover er der 10 tilfælde af alvorlige allergiske reaktioner og 12 dødsfald. Det er dog mindre sandsynligt, at dødsfaldene har en  sammenhæng med vaccinen, og det er overvejende sandsynligt, at dødsfaldene skyldes andre forhold.

Over 2.600 danskere er vaccineret med Modernas vaccine. Her er 15 indberetninger om formodede bivirkninger behandlet pr. 2. februar 2021. Alle indberetningerne er ikke-alvorlige og omhandler hovedsageligt kendte, milde og forbigående bivirkninger.

Tags: bivirkninger, corona