Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ingen plads til større genåbning - smitten vil gå grassat ifølge ny SSI-prognose

Hvad vil det betyde for smitten, hvis Danmark ud over genåbning af 0.-4. klasse også vil genåbne afgangsklasser i grundskolen, ungdoms- og voksenuddannelser, efter- og højskoler samt og butikker på under 5.000 kvadratmeter?

Det vurderer Statens Serum Institut (SSI) i et nyt notat, og det korte svar er: Den vil gå grassat.

"Beregningerne viser, at en udvidet åbning forventes at føre til betydeligt større stigninger i både smittetal og antal nye daglige indlæggelser i forhold til en genåbning for kun 0.-4. klasses elever," skriver SSI.

SSI understreger, at beregningerne er behæftet med usikkerhed - blandt andet fordi det usikkert, hvor smitsom den britiske variant er.

Men SSI konkluderer, at uanset om den britiske variant vurderes at være 40, 55 eller 70 procent mere smitsom, vil antallet af daglige tilfælde kunne komme over 4.000 inden starten af april, og der vil komme over 250 nye indlæggelser - hver dag. Det er beregnet ud fra 80.000 test om dagen.

Den konklusion er uanset, hvor meget mere smitsom B.1.1.7 er - også hvis den "kun" er 40 procent mere smitsom. Hvis den er 55 eller 70 procent mere smitsom vil det gå endnu værre.

Aktuelt estimeres det, at B.1.1.7 er 55 procent mere smitsom, og det vil faktisk betyde, at vi vil nå 4.000 daglige smittede allerede i første halvdel af marts. Venter vi med den større genåbning til den 22. februar, vil vi nå 4.000 smittede i sidste halvdel af marts.

I notatet er der ikke regnet på, hvad effekten vil være, hvis man åbner enkeltvis - for eksempel kun lader eleverne i de højeste klasser i folkeskolen komme tilbage.

Regeringen besluttede tidligere i denne uge, at elever fra 0. til 4. klasse kan vende tilbage til skolerne fra på mandag. Den genåbning alene vil føre til en stigning i antallet af smittetilfælde til 650 om dagen 1. april. Antallet af nye daglige indlæggelser vil være 40.

Tags: corona

Del artikler