”Det er er vigtigt, at både behandlere og patienter er opmærksomme på, at der er nogle få patienter, som meget pludseligt udvikler type 1-diabetes og kan komme i insulinmangel, hvilket er alvorligt, hvis man ikke får behandling,” siger Peter Lommer Kristensen.

Flere kræftbehandlinger kan øge risikoen for diabetes

Efterhånden står det klart, at flere af de nye og effektive lægemidler mod kræft kan øge risikoen for at udvikle diabetes hos kræftpatienter. Ikke meget, men noget.

Det gælder blandt andet de såkaldte checkpoint-hæmmere og muligvis tyrosinkinase-hæmmere, der hver især ser ud til at kunne inducere henholdsvis type-1 og type 2-lignende diabetes. Tyrosinkinase-hæmmere øger muligvis risiko for insulinresistens og altså risikoen for type 2-lignende diabetes, dog er det stadig et ret underbelyst emne. Checkpoint-hæmmere ser til gengæld ud til at øge risiko for, at immunforsvaret angriber bugspytkirtel og betacellerne, der producerer insulin, hvad fører til en type 1-lignende diabetes. 

Et studie fra 2018, udgivet i tidsskriftet Diabetes, viser, at en procent af kræftpatienter med lungekræft eller modermærkekræft behandlet med checkpoint-hæmmere får en type 1-lignende diabetes og altså bliver afhængige af at få insulinbehandling. Ligesådan er fænomenet beskrevet i en artikel fra The Lancet fra 2019.

Type 1-diabetes opstår næsten aldrig i en sen alder, hvilket til gengæld er tidspunktet, hvor mange bliver diagnosticeret med cancer, siger Peter Lommer Kristensen, ph.d. og overlæge ved Endokrinologisk og Nefrologisk Afdeling ved Nordsjællands Hospital.

”Det er er vigtigt, at både behandlere og patienter er opmærksomme på, at der er nogle få patienter, som meget pludseligt udvikler type 1-diabetes og kan komme i insulinmangel, hvilket er alvorligt, hvis man ikke får behandling,” siger Peter Lommer Kristensen og fortsætter: 

”Det uheldige er, at fordi folk er ældre, så vil mange klinikere ikke tænke, at det er type 1-diabetes, da det typisk ikke er gamle mennesker, der får type 1-diabetes. Derfor er det vigtigt at afklare om kræftpatienter, der har fået en checkpoint-hæmmer, og som rammes af ny sygdom, har udviklet diabetes eller ligefrem syreforgiftning. Sidstnævnte er dødeligt, hvis det ikke behandles. Det er vigtigt, at man som kræftpatient ikke bare bliver i sengen, hvis man får det dårligt. Man skal tage kontakt til hospitalet.” 

Der mangler god forskning

Behandlingsinduceret diabetes er stadig et relativt nyt forskningsområde, som er ved at udfolde sig, og der er flere nye studier på vej. Lige nu mangler der blandt andet kontrollerede kliniske studier, RCT’er, som har kigget på forekomsten af diabetes ved den ene og den anden behandling, og som dermed kan belyse årsagsfaktorer bag sammenhængen mellem kræft og diabetes. 

”Vi har kendt til det i nogle år, men der er tale om nyere lægemidler, som først for relativt nyligt er blevet taget i brug i stor stil, og derfor er det først noget, vi begynder at få større kendskab til nu. Det positive er, at de nye lægemidler hjælper folk til at overleve i højere grad, men det kommer så med nogle risici, man skal veje op mod fordelene, og som patienterne skal tage stilling til, om de ønsker,” siger Peter Lommer Kristensen.

Diabetes og kræft følges ad

Der er ikke noget, der tyder på, at diabetesbehandling øger risiko for kræft, men til gengæld er det velkendt, at personer med diabetes i højere grad er i risiko for at få bestemte kræftformer, herunder brystkræft.

Sidste år udgav Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, et registerstudie, der analyserede data fra danske kvinder, som blev diagnosticeret med brystkræft i Danmark i perioden 2003-2007, og som ikke havde haft kræft tidligere i livet.

Her fandt forfatterne, at der bl.a. kunne observeres et forhøjet antal nye tilfælde af blandt andet type 2-diabetes hos kvinder, der havde haft brystkræft sammenlignet med en matchende kontrolgruppe bestående af danske kvinder, der ikke havde været diagnosticeret med brystkræft. Det er underbygget af et andet dansk-canadisk studie fra 2019.  

Et studie, udgivet i tidsskriftet Journal of Clinical Oncology, indikerer, at anti-hormonbehandling mod brystkræft øger risiko for efterfølgende at udvikle diabetes.

Især behandling med aromatasehæmmere syntes at øge risikoen for efterfølgende diabetes. Her var risikoen for diabetes således 4,4 gange så stor, som den var i kontrolgruppen.

Tamoxifen-behandlede kvinder havde en 2,4 gange så stor risiko for at udvikle type 2-diabetes.

Svært at fastlægge årsagssammenhænge

Det er dog svært, ud fra disse studier alene, at fastlægge årsagssammenhænge, og det er derfor ikke afgjort, om det er behandlingen eller sammenhænge mellem risikofaktorer, der er årsag til øget incidens af hjertekarsygdom og diabetes efter brystkræftdiagnose.

Overlæge i onkologi, Michael Andersson, der var med i følgegruppen til VIVE’s registerstudie, skriver i en e-mail til Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Medicinsk Tidsskrift, at han vurderer, at der i tilfældet med brystkræft er et sammenspil mellem faktorer og særligt ændringer i stofskifte, som kan føre til øget forekomst af type 2-diabetes hos brystkræftpatienter.

”Jeg tror, at svaret ligger i begrebet metabolisk syndrom (bl.a. overvægt, for højt blodtryk, nedsat insulinresistens, type 2-diabetes), som synes at forekomme oftere hos brystkræftpatienter. I VIVE undersøgelsen så man ganske rigtigt også, at prævalensen (altså sygdomme op til fem år før brystkræftdiagnosen) og incidensen (tilfælde op til ti år efter diagnosen) af type 2-diabetes og hypertension var højere hos brystkræftpatienter end kontroller. Det er meget velkendt, at kemoterapi med antracyklin øger risiko for hjertesvigt, hvilket man da også så i denne undersøgelse,” skriver Michael Andersson, overlæge ved Onkologisk Klinik på Rigshospitalet.

Like eller del denne artikel