»Havde myndighederne handlet hurtigt og udbredt lyntests i efteråret, kunne vi med al sandsynlighed have mindsket den store plejehjemsdødelighed," siger Christine Stabell Benn. Foto: Lone Mørch

Eksperter: Myndigheders langsommelighed med lyntest har kostet liv

Var lyntest blevet rullet ud. hurtigere i danmark, kunne vi have mindsket antallet af coronarelaterede dødsfald på plejehjemmene, mener eksperter.

»Havde myndighederne handlet hurtigt og udbredt lyntests i efteråret, kunne vi med al sandsynlighed have mindsket den store plejehjemsdødelighed og de indlæggelser, der belastede sundhedsvæsnet. Nogle siger, at det ikke er muligt at holde smitten væk fra de ældre, men der er jo ikke gjort et bare halvhjertet forsøg,« siger Christina Stabell Benn til Politiken. Hun er professor i global sundhed ved Syddansk Universitet.

Peter Kamp Busk, lektor i medicinalbiologi ved Roskilde Universitet og tidligere forskningsleder på Rigshospitalet, siger til Politiken, at »myndighedernes tilgang til lyntests har været så katastrofal, at det nærmest burde være kriminelt«.

I alt er 719 plejehjemsbeboere døde med coronavirus i Danmark, og alene de seneste to uger er der registreret 187 coronarelaterede dødsfald blandt plejehjemsbeboere.

Anbefalet af WHO

Siden sommeren 2020 har lyntests været tilgængelige på det danske marked, og WHO og siden EU-Kommissionen anbefalede i efteråret brugen af lyntest - også kaldet antigentests.

Men herhjemme var myndighederne skeptiske: »Antigentests giver kun det korrekte svar i omkring 50 procent af tilfældene«, lød det i en pressemeddelelse 13. november fra Sundhedsstyrelsens vicedirektør, Helene Probst, der tilføjede, at »man risikerer at være i den tro, at man ikke er smittet, og når man så går i skole, på arbejde eller i supermarkedet, så risikerer man at smitte andre. Det kan få meget store konsekvenser for smittespredningen i samfundet«.

Pcr-testens såkaldte sensitivitet er på papiret er højere, fordi den også fanger dem, som ikke længere er syge eller smitsomme, men stadig har rester af virus i kroppen. Men ny forskning viser, at lyntests er langt mere præcise end hidtil antaget, når det handler om at finde de mennesker, som er i stand til at smitte andre.

I Sundhedsstyrelsen medgiver vicedirektør Helene Probst overfor Politiken, at styrelsen med sin første udmelding om værdien af kviktests i november nok havde for meget fokus på ulemperne, ligesom hun i bakspejlet også gerne havde set en hurtigere udrulning af dem.

Det blev muligt at lynteste borgere på statens regning i midten af december, hvor regeringen og regionerne indgik en aftale med fire private udbydere om, at de skulle stå for op mod 100.000 lyntest per døgn.

Like eller del denne artikel