Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kommunerne skal spille en større rolle i smitteopsporingen

Kommunerne skal nu spille en større rolle i smitteopsporingen, og kommunerne får med ny aftale mellem regeringen og Kommuners Landsforening (KL) adgang til oplysninger om, hvem der er smittet med corona i kommunen.

På den måde vil kommunen blandt andet få bedre mulighed for at støtte op om, at de smittede kan isolere sig, som de skal. Kommunernes konkrete bidrag vil afhænge af lokale forhold men kan blandt bestå af opfølgende opkald til smittede og evt. nære kontakter. I nogle tilfælde kan kommunen også udnytte sit lokalkendskab til at komme ud til folk og følge op på isolation og måske sørge for hjælp til indkøb eller andet, der kan gøre det praktisk muligt for folk at isolere sig effektivt.

Den nye aftale mellem regeringen og KL udmøntes i to bekendtgørelser, som træder i kraft fredag.

"Det er vigtigt, at vi bruger alle kræfter på at bremse smitten, og kommunerne er parat til at gå dybere ind i opgaven med at sikre effektiv smitteopsporing og isolation. Der er i forvejen et glimrende samarbejde mellem kommunerne og Styrelsen for Patientsikkerhed om bl.a. den lokale udbrudshåndtering. Det er vi klar til at udbygge," siger Jakob Bundsgaard (Soc.)), formand for KL, i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc) er glad for den styrkede, lokale indsats i smitteopsporingen.

"Deling af helbredsoplysninger er vi generelt meget tilbageholdende med, men vi er i en ekstraordinær situation, og det er vigtigt, at kommunerne har de bedst mulige redskaber til at medvirke til epidemikontrollen – især i denne kritiske fasen,” siger han.

De nærmere rammer for indsatsen aftales konkret mellem den enkelte kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Tags: corona

Del artikler