Tredje vaccine sandsynligvis på vej til Danmark om få uger

Det europæiske lægemiddelagentur EMA har modtaget den tredje ansøgning om en betinget markedsføringstilladelse af vacciner mod covid-19. Ansøgningen kommer fra virksomheden AstraZeneca.

Hvis EMA’s uafhængige lægemiddeleksperter vurderer, at der er tilstrækkelig dokumentation for vaccinens effekt og sikkerhed, kan en godkendelse foreligge i løbet af få uger. Og da EU har lavet en forhåndsaftale om køb af vacciner fra AstraZeneca, kan der dermed være vacciner på vej til Danmark om få uger.

Det sker dog kun, hvis EMA’s lægemiddelkomité Committee for Medicinal Products for Human Use, CHMP vurderer, at der er tilstrækkelig solid dokumentation for vaccinens effekt, sikkerhed og kvalitet, og at fordelene ved vaccinen overstiger vaccinens mulige bivirkninger.

EMA’s lægemiddelkomité består af uafhængige fageksperter fra EU-landene, herunder Danmark.

 

 

Vaccinen fra AstraZeneca er ikke en DNA-vaccine som de allerede betingede godkendte vacciner fra Pfizer og Moderna. AstraZenecas vaccine er udviklet af University of Oxfords Jenner Institute og implementerer en genetisk manipuleret chimp-adenovirus (fra aber).  Vaccinen er konstrueret til at indeholde den genetiske sekvens, der koder for et protein på overfladen af coronavirus.

Forskerne fra universitetets Jenner Institute og Oxford Vaccine Group har arbejdet i sjælden hastighed og startede et placebokontrolleret klinisk forsøg samtidigt med, at de afsluttede fremstillingen af deres potentielle vaccine. Den britiske medicinal producent AstraZeneca er så indgået i samarbejdet om projektet.

Vaccinen har vist op til 90 procents effektivitet. Eller i gennemsnit 70 procent. De 70 procent dækker over, at man undervejs i testen, der har omfattet over 23.000 deltagere, fik lavet en fejl: Alle testpersonerne skulle have to doser af vaccinen, men 2.741 testpersoner fik ved en fejl kun en halv dosis første gang.

For at tage højde for dette blev forsøget delt op i to. Den største gruppe på 8.895 forsøgspersoner, der havde fået to hele doser af vaccinen, blev talt op for sig. Her var beskyttelsesprocenten 62. Den mindre gruppe, der kun fik halv dosis første gang, fik derefter en hel dosis, så de i alt havde fået halvanden dosis. Her var beskyttelsesprocenten pludselig 90.

 

Tags: corona, coronavaccine

Like eller del denne artikel