Stort studie bekræfter: HPV-vaccinerede har langt mindre risiko for livmoderhalskræft

Et stort svensk studie bekræfter, at HPV-vaccinen reducerer risikoen for kønsvorter og livmoderhalskræft betydeligt. Studiet viser desuden, at beskyttelsen er størst, hvis pigen får vaccinen i en ung alder.

I det nye studie, udgivet i tidsskriftet The New England Journal of Medicine, sammenlignede forskergruppen kvinder, der har modtaget mindst én HPV-vaccinations risiko for at udvikle livmoderhalskræft med risikoen blandt kvinder, der ikke havde modtaget vaccination. En kronisk HPV-infektion er typisk op mod 20 år om at inducere livmoderhalskræft. Studiet havde kun en opfølgningsperiode på 11 år, men fandt alligevel en tydelig effekt.

Studiet inkluderede mere end halvanden million svenske piger og kvinder i alderen ti til 30 år fulgt i perioden 2006-2017, og forskerne fandt en markant lavere incidens af livmoderhalskræft blandt de vaccinerede piger og kvinder i alle aldersgrupper. Resultaterne viser samtidig, at effekten er størst blandt kvinder, der blev vaccineret i en ung alder.

”Resultaterne understreger vores anbefaling til forældre om at tage imod tilbuddet om HPV-vaccination til deres 12-årige børn. Så er børnene godt beskyttede inden deres seksuelle debut, og vaccinen forebygger livmoderhalskræft,” siger overlæge Janne Bigaard ifølge Kræftens Bekæmpelse, hvor hun er projektchef.

Størst effekt ved tidlig vaccination

Forskerne registrerede 538 livmoderhalskræfttilfælde blandt 1.1451.112 ikke-vaccinerede kvinder. Piger, der blev vaccineret, før de fyldte 17 år, havde hele 88 procent lavere risiko for at udvikle livmoderhalskræft sammenlignet med de piger/kvinder, der ikke blev vaccineret. Kvinder, der var mellem 17-30 år, da de fik vaccinen, havde 53 procent mindre risiko for livmoderhalskræft. Overordnet set havde de vaccinerede kvinder 63 procent lavere risiko for at få livmoderhalskræft sammenlignet med ikke-vaccinerede kvinder.

I 2007 begyndte man i Sverige at vaccinere piger i alderen 13-17 år med en firevalent HPV-vaccine, og det er denne type vaccine studiet undersøger. Den firevalente vaccine beskytter mod HPV-typerne 6, 11, 16 og 18, hvoraf type 16 og 18 er skyld i cirka 70 procent af de globale tilfælde af livmoderhalskræft. De HPV-vacciner, der har været eller er en del af det danske børnevaccinationsprogram siden 2009, beskytter også mod disse to HPV-typer, skriver Statens Serum Institut.

Like eller del denne artikel