Sådan vil smittekurven se ud i Danmark ved fire scenarier: At kontakttallet forbliver 0,96 som nu, at det falder til 0,85, 0,80 og 0,70.

Tallet 0,26 er nu afgørende for, om smitten eksploderer i Danmark eller ej

0,26. En forskel på bare 0,26 i kontakttallet vil blive fuldstændig afgørende for, om smittestigningen i Danmark kan bremses - eller smitten vil eksplodere helt.

Hvis det aktuelle kontakttal på 0,96 ikke ændrer sig, forventes antallet af dagligt smittede at overstige 4.000 ved udgangen af februar. Derefter vil trenden nærmest gå lodret op. Smitten vil eksplodere.

Årsagen er den engelske virusvariant - cluster B.1.1.7. Selvom det overordnede smitteniveau og kontakttallet på nuværende tidspunkt ser ud til at være faldende, forventer SSI nemlig, at smitten alligevel vil stige igen efter et kortvarigt fald. Det skyldes, at i takt med, at den engelske variant udbredes, vil smitten stige eksponentielt. Det viser beregninger foretaget af ekspertgruppen i Statens Serum Institut.

”Det er vurderet ud fra stikprøver fra helgenomsekventeringen, at smitten fra den engelske variant er 72 pct. højere end gennemsnittet af de øvrige virusvarianter i Danmark. Samtidig har man i England set, at kontakttallet for den nye virusvariant er 1,5 gange højere i forhold til andre varianter. Det betyder, at den nye variant allerede om 40-50 dage kan komme til at udgøre halvdelen af alle smittetilfælde herhjemme,” siger læge Camilla Holten Møller, daglig leder af ekspertgruppen. 

Derfor er det fuldstændig afgørende, at kontakttallet i løbet af få uger kommer langt ned, for så kan det komme til at se anderledes lyst ud. Hvis det lykkes at sænke kontakttallet til 0,8 for de gamle varianter, kan smitten holdes under kontrol i en længere periode, hvorefter den igen vil stige. Men hvis smittestigningen helt skal bremses, er det imidlertid nødvendigt at nedbringe kontakttallet for de gamle varianter til 0,7 (svarende til 1,05 for den engelske variant).

Det er ikke umuligt. Det lykkedes at sænke kontakttallet til omtrent dét niveau under nedlukningen i marts og april 2020, oplyser Statens Serum Institut.

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel