”Jeg tror – med fare for, at min arbejdsgiver bliver lidt utilfreds med mig – at der må være brug nogle pakker indenfor andre områder," siger Kræftens Bekæmpelsens cheflæge, Niels Kroman.

Foreninger: ”Andre sygdomme end kræft skal have tilbud om pakkeforløb”

Kræftpakkerne har en været en stor succes for kræftoverlevelsen i Danmark, og nu må det være tid til, at andre sygdomme, særligt psykiatriske lidelser og multisyge, får samme støtte for eksempel gennem pakkeforløb, foreslår en række foreninger, herunder Kræftens Bekæmpelse og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

På et webinar om patientoplevet ulighed i sundhedsvæsenet, afholdt af Sundhedspolitisk Tidsskrift og Onkologisk Tidsskrift i sidste uge, var der bred enighed blandt debatdeltagerne om, at kræftpakkerne har været en enorm fordel for kræftområdet. Noget, som andre sygdomsområder bør få del i. 

I mange år haltede Danmark bagefter i overlevelsesstatistikkerne sammenlignet med andre nordiske lande, men i nyeste undersøgelse fra november i år har Danmark indhentet det forsømte. Og nogle undersøgelser peger på, at det også har udlignet den sociale ulighed i behandlingen.

Det fik debatdeltagerne til at foreslå, at det er på tide, at andre områder får samme hjælp (se webinaret i sin fulde længde).

Selv Kræftens Bekæmpelsens cheflæge, Niels Kroman, mener, at det er tid til at overveje, at også andre sygdomme end kræft får tilbudt et pakkeforløb, der kan sætte udredning og behandling af den enkelte patient i en mere effektiv og ensrettet struktur. 

Og indenfor kræftområdet skal vi trimme dem, vi allerede har fået. Det må være rimeligt, at jeg også går et skridt tilbage og erkender, at der er andre, der kunne have brug for at få struktur på, som vi har fået på kræftområdet,” siger Niels Kroman, der er uddannet som brystkræftkirurg, under webinaret. 

Psykiatrien og multisyge har brug for ekstra støtte

Også Dansk Selskab for Patientsikkerhed mener, at det er tid til, at man tilbyder pakkeforløb eller lignende til nogle af de komplekse sygdomsgrupper, der klarer sig dårligere i mødet med sundhedsvæsenet, eksempelvis patienter i psykiatrien.

”Vi har på kræftområdet fået fire kræftpakker, der har været med til at understøtte kræftområdet. Vi har den samme brændende platform på andre områder. Vi har det på demensområdet i øjeblikket. Vi har store udfordringer med multisygdom. Folk med psykiatriske lidelser, der dør 20 år tidligere, måske fordi deres somatiske sygdomme bliver overset,” siger Inge Kristensen, direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed. 

Hun fortsætter: 

”Jeg vil gerne slå et slag for psykiatrien og for multisyge. Det er rigtigt svært for de grupper. Vi bliver nødt til at bruge nogle af de samme greb, som vi har gjort på andre områder. Altså få tingene systematiseret og lagt i pakker,” siger Inge Kristensen. 

Også tidligere ledende overlæge og nuværende formand for Lungeforeningen, Torben Mogensen, mener, at man skal etablere nogle strukturerede udrednings- og behandlingsforløb, men at man særligt skal have øje for de akutte patienter.

”Pakkeforløb findes i mange andre sammenhænge [end kræft]. Det kan være operationer for hofte og knæ. Der, hvor sværheden opstår, er i de akutte forløb. Det kan være en KOL-patient, der også har fået dårligt hjerte. Vi skal have lavet nogle undersøgelsesforløb for dem.”

Danske regioner ser positivt på forslag

Der er gode pointer, og der er rigtig mange løsninger, der kan bruges, vurderer 1. næstformand for Danske Regioner, Ulla Astman, der har fulgt med i webinaret.

”Pakkeforløb er en rigtig rigtig god løsning. Det kan der slet ikke være tvivl om. Det har løftet kræftbehandlingen. Det har også trukket nogle ressourcer, men det var også på sin plads, at vi fik løftet kræftbehandlingen i Danmark på det tidspunkt,” siger Ulla Astman, 

”Det er rigtig vigtigt at tænke i sådan nogle forløb. Vi bliver nødt til at behandle folk forskelligt for at få mere lighed. Vi skal for eksempel tænke på, om der skal tilbydes en støtteperson til dem, der har brug for det.” 

Patienten skal bedre overleveres til næste behandler

På webinaret herskede der bred enighed om, at sundhedsvæsenet skal være bedre til at tage hånd om hele patientforløbet, så man som patient kan navigere i systemet og i højere grad møder samme læger og sygeplejersker.

”Vi kan ikke kompensere for i sundhedsvæsenet, at der er social ulighed i Danmark, men sådan noget som kræftpakker kan hjælpe. Det får forløbene til at køre og giver sammenspil,” siger Torben Mogensen og fortsætter:

”Vi (læger, red.) tænker for ofte i kortsigtede og nemme løsninger. Hvad der er godt for min afdeling, men det er ikke nødvendigvis godt for patientforløbet. Vi skal gøre det nemt for den næste. Patienten skal ikke bare komme ind til en konsultation og så ud igen.” 

Hos Dansk Selskab for Patientsikkerhed ser man problemet som noget, der kræver fælles og samlet indsats. 

”Vi bliver nødt til at have robuste arbejdsgange, hvor nogle af de her ting er tænkt ind. Vi bliver nødt til at stratificere [patienterne] meget bedre. Vi får ikke overleveret stafetten godt nok [i sundhedsvæsenet]. Vi bliver alle sammen til at tage et skridt fremad. Vi bliver alle sammen nødt til at gøre vores,” siger Inge Kristensen.

 

 

Også fra webinar om patientoplevet ulighed i sundhedsvæsenet:

 

Tags: ulighed

Like eller del denne artikel