Covid-19 giver forringelser i behandling af mange hovedpinepatienter

Forårets nedlukning førte til nedsat aktivitet på alle landets hovedpineklinikker og neurologiske afdelinger, og klinikkerne har udsigt til en pukkel, der er vokset i løbet af epidemien. Omvendt har mange patienter oplevet nedlukningen som gavnligt for deres hovedpine, viser ny undersøgelse.

Allerede inden forårets nedlukning var ventetiderne til specialiseret hovedpinebehandling i Danmark op til flere år, og med nedlukningen blev det endnu sværere for den store gruppe mennesker med kompliceret og/eller invaliderende hovedpine at få adgang til den behandling, som de har behov for. Færre ambulante besøg og mindre opfølgning på igangsat behandling blev virkeligheden for mange hovedpine-patienter.

I et dansk-norsk studie, som er publiceret i tidsskriftet Journal of Headache and Pain kortlægger og sammenligner Nationalt Videnscenter for Hovedpine og forskere fra Akershus Universitetshospital, Oslo, Norge konsekvenserne af covid-19-nedlukningerne på behandlingen af hovedpine i henholdsvis Danmark og Norge. I begge lande fremgår det, at nedlukningen har haft store konsekvenser for patienterne.

86 procent af det samlede antal neurologiske afdelinger, som deltog i studiet, ændrede deres praksis for konsultationer under forårets nedlukning, og i de fleste tilfælde skete det ved at skifte til telefon- og video-konsultationer. En konsultationsform, som mange både behandlere og patienter oplevede som effektive. Samtidig faldt det samlede antal henvisninger i perioden. Kun 36 procent af behandlerne og de neurologiske afdelinger behandlede eksempelvis med botox med samme frekvens som tidligere. 60 procent af de neurologiske afdelinger rapporterede, at færre patienter blev akut indlagt for udredning og behandling og af de afdelinger, som forsker i hovedpine, var det 57 procent, som måtte sætte deres forskning i bero i perioden. 54 procent rapporterede, at den behandling, som man i perioden kunne tilbyde patienterne, var mindre god end sædvanligt.

Et samlet billede af forringelser

I forlængelse af studiet har Nationalt Videnscenter for Hovedpine netop gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt hovedpinepatienter for at høre, hvilken betydning nedlukningen og hjemmearbejde havde for deres hovedpine. 400 personer svarede på spørgeskemaet, fortæller Simon Stefansen, som er projektkoordinator i Nationalt Videnscenter for Hovedpine:

”Spørgeskemaet viser os, at 44 procent, af dem der behandles i sundhedsvæsenet for deres hovedpine, har oplevet, at deres behandling blev forsinket eller afbrudt, mens lige under 30 procent svarer, at de undlod at lave en aftale med deres behandler til trods for, at de havde behov for det.”

Undersøgelsen viser derudover, at selvom nedlukningen ikke medførte nogen overordnet forbedring eller forværring i deltagernes hovedpine oplevede mere end halvdelen, at hjemmearbejde var en positiv forandring i forhold til at håndtere deres hovedpine, tilføjer Simon Stefansen:

”De to undersøgelser giver dog et samlet billede af forringelser i behandlingen af mennesker med hovedpine under nedlukningen. Mængden af lidelse er konstant, også selv om mange af de adspurgte patienter oplevede den øgede grad af hjemmearbejde som positivt i forhold til deres hovedpine. Vi imødegår nu en pukkel, som er større end den, som vi allerede havde, inden nedlukningen.”

Tags: corona

Like eller del denne artikel