Den amerikanske præsident sendte i aftes amerikansk tid en proklamation ud, hvori de sidste linjer var: "Jeg opfordrer alle amerikanere til at samles, i hjem og kirker, for at sende en tak til Gud for vores mange velsignelser".

Måske ser vi nu moderen til alle superspreder-events

Mens coronaepidemien brænder som et steppebrand over store dele af USA, begynder millioner af amerikanere nu at pakke tasken eller sætte kalkunen i ovnen. I dag er det thanksgiving, som er den helligdag i USA, som samler flest mennesker. Præsident Trump opfordrer til at samles, mens eksperter advarer mod at samles. De frygter en massiv, fornyet smittespredning.

Den amerikanske præsident sendte i aftes amerikansk tid en proklamation ud, hvori de sidste linjer var: "Jeg opfordrer alle amerikanere til at samles, i hjem og kirker, for at sende en tak til Gud for vores mange velsignelser".

Opfordringen kommer i en tid, hvor alle amerikanske coronatal går igennem loftet. Onsdag blev der i alt registreret 181.490 nye smittede i USA og 2.297 nye coronarelaterede dødsfald, hvilket er det højeste antal dødsfald siden foråret. Den nye smittetsunami, som skyller ind over hele USA i disse uger, gør hospitalerne mange steder ekstremt pressede, og der har aldrig været så mange indlagte i USA som netop nu. Dødstallet i alt er oppe på svimlende 262.222 døde, smittetallet på i alt 12.772.653. Altså har ca. 13 ud af USA´s 328 millioner indbyggere været registreret smittede med coronavirus, men mørketallet er enormt, specielt i nogle stater, hvor der kun testes sparsomt. I stater som Idaho, Washington og Oregon er der kun 190 tests pr. 100.000 indbyggere (Danmark har over 1.000), og det giver ekstreme positivprocenter: I Idaho er 40,8 procent af de testede således positive.

Og nu frygter eksperter, at både smittetal og dødstal vil stige endnu mere på grund af thanksgiving.

En tidligere sundhedsfaglig rådgiver ved Det Hvide Hus, Jonathan Reiner, siger til CNN, at USA i de kommende uger kan se en smitteeksplosion. 

"Det er potentielt set moderen til alle superspreder-events," siger han om thanksgiving til CNN.

Mark Parkinson, der direktør i American Health Care Association, som repræsenterer flere end 14.000 plejehjem i USA, siger til CNN, at han er ekstremt bekymret.

"De beslutninger vi kollektivt tager de kommende fire dage vil afgøre, hvorvidt tusindvis af mennesker vil dø, eller hvorvidt vi vil gøre små nødvendige ofre for at holde dem i live," siger han. Alene i den seneste uge er 12.500 personer på amerikanske plejehjem testet positiv for coronavirus.

Fraråder at samles

CDC, USA's center for smitsomme sygdomme, har frarådet amerikanere at rejse hjem til deres familie for at fejre thanksgiving og udgivet, hvad der ligner en thanksgiving-manual.

Spørgsmålet er hvor mange, der lytter til rådene, for mange amerikanere ser thanksgiving som årets vigtigste højtid og rejser normalt i stor stil for at fejre det. Det kan for danskerne bedst sammenlignes med juleaften. Det anslåes, at på et normalt år ville 55 millioner amerikanere rejse på årets travleste rejsedag, som er nu på søndag - sidste fridag efter helligdagene. Derudover ville der være millioner, som ville rejse en af de andre dage.

Thanksgiving er en snart 400 år gammel tradition, en sympatisk helligdag og festdag, hvor ikke kun familie og venner mødes for at takke for det, man sætter pris på. Mange amerikanere har den dag også inviteret mennesker, de ikke kender, indenfor til stegt kalkun, kartoffelmos, tranebærsauce og græskartærte: Måske fattige eller hjemløse, udenlandske studerende eller fjerne bekendte. Men i år kan coronavirussen altså rejse med som en blind passager og smitte alle.

Analysefirmaet Dynata har for New York Times interviewet over 150.000 amerikanere i perioden 13.-23. november og spurgt ind til hvilke planer, de har for thanksgiving. Undersøgelsen viste, at de fleste amerikanere vil indskrænke antallet af personer, de ser ved thanksgiving. Kun 27 procent sagde, at de ville holde den med mennesker, som de ikke boede sammen med. Folks velvillighed til at efterkomme myndighedernes opfordringer var dog meget forskellig, alt efter hvor folk kom fra. I f.eks. Missouri, som ligger midt i USA, planlagde over halvdelen at være sammen med mennesker, som de ikke boede sammen med.

Trumps nye opfordring til at samles, gør nok ikke villigheden til ikke at samles større.

Hospitalerne i USA er presset. Ifølge The Covid Tracking Project var 89.959 (+1.879 flere på et døgn) i går onsdag indlagt med covid-19, heraf 17.526 (+399) på intensiv, og af dem 5.990 (+360) i respirator. Antallet af indlagte slår rekord dag for dag. Der har været tre bølger i USA, også for antal indlagte. Der har tidligere været to toppe, nemlig 23. juli, hvor der var indlagt 59.718, og 15. april, hvor der var 59.940, men begge gange fulgte toppene efter et dyk i antal smittede, og det sker ikke nu. Situationen på mange hospitaler ser desperat ud. I 16 stater er mindst 80 procent af intensivpladserne væk. I de hårdest ramte stater som f.eks. North Dakota, hvor stort set al intensivkapacitet var opbrugt, er antallet af smittede dog faldet 12 procent over 14 dage, og det kan nu ses på antallet af indlagte, som falder.

Smitten stiger til gengæld ekstremt stærkt i Arizona, Californien og Louisiana, som har over 100 procent stigning i antal smittede de seneste 14 dage. 

 



Her får du et overblik over alle amerikanske staters dødstal og smittede. Med musen på kortet kan du se antal døde og smittede det seneste døgn.

Kilde Johns Hopkins University

Tags: corona

Like eller del denne artikel