Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ingen cluster 5 fundet efter 73.228 test. Nu hæves nordjyske restriktioner

280.000 nordjyder kan igen bevæge sig frit. Restriktionerne i de syv nordjyske kommuner, som ellers skulle vare til og med 3. december, ophæves nu. 

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er indsatsgruppen for covid-19-håndtering, som anbefaler, at de fleste lokale restriktioner i syv nordjyske kommuner Hjørring, Frederikshavn, Læsø, Brønderslev, Thisted, Jammerbugt og Vesthimmerland kan lempes, og regeringen har besluttet at følge anbefalingen.

Borgmestrene i de syv kommuner har torsdag formiddag været til møde med sundhedsminister Magnus Heuinicke (Soc.). På mødet blev de orienteret om, at restriktionerne bliver lempet på baggrund af resultatet for 73.228 test, som nordjyderne har taget. Der er ikke fundet cluster 5 i en eneste prøve. Da cluster 5 dermed ikke er set siden 15. september, vurderer Statens Serums Institut, at denne minkvariant af coronavirussen med stor sandsynlighed er døet ud.

I går kunne avisen Nordjyske dokumentere, at der kun er fundet smitte med cluster 5 i Hjørring og Frederikshavn og ikke i de øvrige fem kommuner, som har været underlagt restriktioner siden 5. november.

Lempelsen af restriktionerne betyder, at offentlig transport ud af kommunerne starter allerede fra fredag. Fredag åbner også kultur.- og fritidslivet igen, folk kan forsamles op til 10 personer sammen, og restauranter og barer kan åbne.

For videregående uddannelser, dagtilbud, grundskoler, kost- og efterskoler samt for ungdoms- og voksenuddannelser ophæves de særlige tiltag i de syv kommuner fra mandag den 23. november.

Region Nordjylland fortsætter massetest af 280.000 borgere i de syv kommuner, der har været berørt af nedlukningen, da massetesten blandt andet kan være med til at kortlægge udbredelsen af minkrelateret smitte. Forventningen er, at massetesten vil give viden om virus og eventuelle mutationer, når analyserne af massetesten er lavet færdig.

Borgerne fra Brønderslev og Vesthimmerland Kommune står over for massetesten, der starter op i morgen. Det er vigtigt, at alle fortsat lader sig teste, siger de to borgmestre:

"Som borgmester i Vesthimmerland er det selvfølgelig glædeligt og en tiltrængt lettelse, at vores restriktioner nu ophæves før tid. Men derfor er det stadig utroligt vigtigt for mig at appellere til at bestille tid og møde op til den kommende massetest i Vesthimmerland. Coronaen huserer stadig, hvilket kalder på lokale test og fortsat ansvarlighed," siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).

Borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V), har samme opfordring til sine borgere:

"Det er vigtigt, at vi står sammen og benytter os af den gode mulighed, vi har, for at blive testet nu. Vi har fået fire lokale teststeder, så det er bare med at bruge det gode tilbud om test, så kom endelig afsted til massetest i de kommende dage," siger Mikael Klitgaard

 

Derfor anbefaler indsatsgruppen at lempe restriktionerne i Nordjylland:

  • Der i de syv nordjyske kommuner fra 9.-15. november er fundet 79 smittede pr. 100.000, hvor tallet i ugen forinden var 94.
  • Der i de nordjyske kommuner er testet 73.228 fra 9.-15. november, hvor tallet ugen forinden var 38.219, svarende til næsten en fordobling.  
  • Resultater af sekventeringen i Region Nordjylland viser i uge 44 og 45, at henholdsvis 20% og 28% af alle sekventerede prøver var positive for minkvarianten, i forhold til 52% og 43% af prøverne i henholdsvis uge 42 og 43.
  • I ugerne 41-43 udgjorde minkvarianten i Region Nordjylland ca. halvdelen af de sekventerede prøver, med en faldende tendens i uge 44 og 45. I samme periode ses et fald i antal smittede farme i Region Nordjylland.
  • Der er ikke påvist yderligere tilfælde af minkvariant med cluster 5 siden den 15. september, hvorfor Statens Serums Institut vurderer, at denne variant med stor sandsynlighed er døet ud.
  • Alle mink i de syv kommuner er nu aflivet.
    Kilde: Sundhedsministeriet

Tags: corona

Del artikler