Rejsevejledninger bliver regionale: Danskerne får nemmere ved på sigt at rejse ud

Udenrigsministeriet udvider med virkning fra begyndelsen af december rejsevejledningerne med en regional model til EU- og Schengenlandene samt Storbritannien. Det vil gøre det nemmere for danskerne på sigt at kunne rejse ud.

”Med de nye testdata fra ECDC (det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, red.) kan vi fremover lave en markant mere finmasket rejsevejledning, end vi kender i dag," siger udenrigsminister Jeppe Kofod i en pressemeddelse.

"Det giver os mulighed for at holde lav-smitte-regioner åbne, forudsat at landene leverer de her nødvendige sundheds- og testdata. Tilsvarende kan vi nu med større præcision gå ind og lukke ned for regioner med højere smitte. Det vigtigste hensyn vil fortsat være danskernes sundhed, sikkerhed og tryghed. Pandemien raser stadig globalt og i Europa, og det er rejsevejledningerne en afspejling af.”

Den regionaliserede model betyder, at rejser til lavrisikoregioner i karantænelande (bedre kendt som orange lande i rejsevejledningerne) fremover vil være mulige, og tilsvarende at ikke-nødvendige rejser til højrisikoregioner i ellers åbne lande (gule lande i rejsevejledningerne) fremover vil blive frarådet. 

I definitionen af en lavrisikoregion fastholdes de velkendte tærskler fra den nuværende model: I et karantæneland holdes rejsevejledningen for en region åben, hvis smittetallet er under 30 pr. 100.000 pr uge. Åbning af lavrisikoregioner i karantænelande forudsætter imidlertid, at landet indberetter valide testdata på regionalt niveau til ECDC. 

Denne tilpasning af modellen for rejsevejledninger er muliggjort af, at flere lande – blandt andet Italien og Spanien – er begyndt at indberette disse data. Det er blandt andet sket på baggrund af dansk pres i forhandlingerne om EU’s rådshenstilling om rejserestriktioner, som blev vedtaget i oktober.

Definitionen på en højrisikoregion vil være den, som allerede anvendes i forbindelse med indrejse (dvs. højrisikolande). Definitionen følger de tærskler, der også benyttes i EU-rådshenstillingen – blandt andet et smittetal over 75 pr. 100.000 pr. uge. Hvis der i et åbent land er en højrisikoregion, så vil alle ikke-nødvendige rejser fremover frarådes til denne region. 

“Jeg må samtidig understrege, at smitteniveauet i Europa stadig er foruroligende højt og der vil, på grund af det høje smittetryk og fortsat manglende data for en række lande, ikke umiddelbart være regioner der nu åbner op. Derfor skal det her ses som en fremtidssikring af modellen for rejsevejledningerne,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Når den regionale model for rejsevejledninger træder i kraft i begyndelsen af december ændres anbefalingen om selvisolation i 14 dage efter hjemkomst fra et orange land eller region. I stedet anbefales selvisolation i 10 dage efter hjemkomst. Isolationen kan brydes ved negativt testsvar foretaget tidligst på fjerdedagen efter indrejse i Danmark. I praksis vil der således fremover blive tale om selvisolation i fem dage fremfor – som nu – i 14 dage. 

Tags: corona

Like eller del denne artikel