Covid-19-patienter kan komme til at have problemer med frostknuder på tæerne længe.

Covid-19-smittede kan have månedlange hudproblemer

EADV: Coronasmittede patienters hudproblemer på hænder, fødder, næse eller ører kan fortsætte i mere end 60 dage. Det viser et internationalt registerstudie fra 39 forskellige lande.

Godartede, men potentielt smertefulde hudtilstande i form af for eksempel brændende og kløende fornemmelser, inflammationer, mørkeblå betændte områder og små godartede tumorer kan vedvare i flere måneder hos nogle patienter med covid-19, viser foreløbige data fra et internationalt register, der sporede symptomer, som kan minde om hudlidelser som pernio (frostknuder), morbilliform udslæt (hævede, misfarvede pletter), nældefeber, makula erytem (rødligt udslæt), ​​vesikulære (blærer) og papulosquamøse udbrud (mørke pletter) samt retiform purpura (mørkerøde til lilla blodpletter i huden).

Det rapporterede læge Esther Freeman fra Massachusetts General Hospital i Boston på den virtuelle europæiske kongres, EADV, hvor hun fremlagde sit registerforskningsstudie.

Ifølge undersøgelsen havde fem procent af patienterne med pernio tåsymptomer (frostknuder), som varede 60 dage eller længere. I to tilfælde varede tåsymptomerne fire til fem måneder. Nogle patienter havde også symptomer, der ofte associeres med covid-19, såsom vedvarende tør hoste eller feber. Visse andre følger af covid-19 huden varede i en måned eller længere i mindst et tilfælde ifølge Esther Freeman:

"Der er en undergruppe af patienter med covid-manifestationer på huden, der har langvarige covid-symptomer. Dette er især bemærkelsesværdigt for pernio eller frostknuder, og vi mener, at dette fænomen faktisk er underrapporteret i registreringsdatabasen, og således måske er endnu mere almindeligt, end som vi ser det i disse data,” siger Freeman. 

Freeman’s undersøgelse baserer sig på det internationale covid-19 Dermatology Registry, der blev oprettet i begyndelsen af ​​april med støtte fra International League of Dermatologic Societies, og som har samlet data om mere end 1.000 patienter fra 41 lande. Cirka 30 procent af de til dato indsamlede tilfælde har laboratoriebekræftet covid-19. Men i præsentationen på EADV-kongressen fokuserede Freeman på 224 patienter fra 39 lande (90 med laboratoriebekræftet  covid-19), hvis læger har afgivet oplysninger om varigheden af ​​dermatologiske symptomer til registeret. Gruppen omfattede 98 patienter med pernio, 29 med morbilliform udslæt, 28 med nældefeber, 25 med makulaerytem, ​​20 med vesikulære udbrud, 20 med papulosquamøse udbrud og tre med retiform purpura. 

Ifølge Freeman er den samlede forskning i associationer mellem langvarige symptomer, de såkaldte longhaulersymptomer, og øvrige covid-19 symptomer endnu ikke er tilstrækkeligt langt på det dermatologiske område til, at man kan sige noget endeligt om disse sammenhænge: 

”Men disse registerdata giver evidens for, at nogle patienter har longhauler dermatologiske symptomer. Ni måneder efter udbruddet af covid-19-pandemien er der en stigende anerkendelse af  en vedvarende sygelighed, som rækker ud over den akutte fase af sygdommen. Udbruddene af urticarial og morbilliform var relativt korte, mens pernio / frostknuder og papulosquamous udbrud varede længere,” konkluderer Esther Freeman.

 

Relateret artikel

Tags: corona, eadv20

Like eller del denne artikel