"Rigtig mange steder i Europa er smitteniveauet højt, og de seneste uger er det gået ekstremt hurtigt i nogle lande. Det går helt bananas," sagde Erik Brøgger.

Orange verdenskort på vej: "Smittetallene går helt bananas"

"Smittetallene er steget meget stærkt. Vi kan meget snart ende med et verdenskort, der er helt orange igen, hvor vi vil fraråde alle unødvendige rejser."

Sådan sagde Erik Brøgger, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, ved et pressemøde onsdag eftermiddag.

"Rigtig mange steder i Europa er smitteniveauet højt, og de seneste uger er det gået ekstremt hurtigt i nogle lande. Det går helt bananas," sagde han og nævnte lande som Tjekkiet, Belgien og Holland.

Konsekvensen er, at man ser pres på sundhedsvæsenet i flere lande, viser indberetninger, som Udenrigsministeriet får fra ambassaderne.

Belgien regner med at nå kapacitetsloftet i sundhedsvæsenet midt i november, fortalte Erik Brøgger. Og Tjekkiet er begyndt at opfordre sundhedspersonale, som er i udlandet, til at komme hjem for at arbejde for at højne kapaciteten, som er ved at være opbrugt allerede nu. 

"Hvor man i sommer talte om at lempe restriktioner, taler man nu mange steder om hvordan, at man kan undgå total nedlukning," sagde Erik Brøgger.

Danske tal bekymrer også

Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, gav på pressemødet også udtryk for, at han så de danske tal som bekymrende.

"630 smittede i dag er et højt tal. Det er på niveau med smittetallene i sidste halvdel af september, og det er bekymrende. I sidste uge, uge 42, var der 3.188 smittede, og det er en stigning på 19 procent i forhold til uge 41. Det skal ses i relation til, at der blev testet meget mindre på grund af efterårsferien. Der blev testet ca. 234.000 i uge 42, hvor tallet i f.eks. uge 39 var på ca. 350.000," sagde han og konkluderede:

"Det gør, at den såkaldte positivprocent stiger. Og at det tal stiger giver os grund til bekymring, for vi er på vej ind i en periode med højere sygdomsforekomst og højere smitte. Vi har heldigvis epidemien under kontrol og stadig et beskedent antal indlagte, men tallene er høje nok til, at vi følger dem meget nøje," sagde han.

20. oktober er positivprocenten 1,4 procent. Fra maj og til september var den som oftest 0,2-0,3 procent.

Også den megen smitte på minkfarme er bekymrende, mener Kaare Mølbak. Dels fordi at det giver øget befolkningssmitte, men også fordi der blandt de smittede mink er set mutationer, der potentielt kan bevirke, at en kommende coronavaccine ikke virker. 

"Det er en meget, meget alvorlig situation, der skal handles på," sagde han.

Kaare Mølbak var også inde på, at vi ser en ændret geografisk fordeling i smitten, så det nu ikke længere er Københavnsområdet, men er en række landkommuner, der er de hårdest ramte.
 
"Det kan vi heldigvis forklare," sagde Mølbak og nævnte lokale udbrud blandt arbejdstagere i Vejen Kommune og bygningsindustrien i Faxe Kommune.
 
 

Tags: corona

Like eller del denne artikel