Konflikten tegnes op: To poler i coronahåndteringen

BLOG. Forvent, at vi i den kommende tid vil se mindre konsensus og mere strid om, hvad vi skal stille op med den stigende coronasmitte, skriver Christian Heibøll-Nielsen i sin blog. 

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

Vi er vant til at få kommunikeret vigtige videnskabelige nyheder i medierne. Og det er nok ingen stor hemmelighed, at de fleste medier har en forkærlighed for videnskab, der understøtter deres linje i dækningen. Om det så handler om rygning, om klima, eller om covid. Af og til lykkes det også at kommunikere, at videnskaben ikke altid er entydig og enig. Og på det seneste har der været gang i debatten om, hvordan vi skal forholde os til den nye epidemi. Vi så allerede prøver på det i foråret, hvor vi diskuterede, om det var os eller svenskerne, der var på rette spor. Folkhälsomyndigheten mod Seruminstituttet eller Tegnell mod Mølbak, om man vil. Og den debat lever faktisk videre i bedste velgående.

Mange er måske allerede støt på delinger af den såkaldte Great Barrington Declaration. Her er førende forskere fra højt estimerede universiteter som Oxford, Harvard og Stanford gået sammen om at skrive en erklæring om, hvordan de mener, at vi skal gribe tingene an. Hovedbekymringen er, at de initiativer, vi har set sat i verden, som bl.a. lockdowns, rammer underpriviligerede uforholdsmæssigt hårdt. Og kan føre til dårligere behandling af en række andre sygdomme – hjerte-kar sygdom, kræft, mentale sygdomme osv. De peger derfor på, at sigtet fremadrettet må være på at beskytte de udsatte, det vil sige primært de ældre og de syge, fra at blive ramt af virussen.

Til gengæld kan man så løfte restriktionerne for de yngre og lade livet komme tilbage til noget, der ligner normalen. Der står således at læse i erklæringen, der i øvrigt er oversat til dansk, at:

Etablering af foranstaltninger til beskyttelse af de sårbare bør være det centrale mål for folkesundhedsinitiativer ift. covid-19. Som et eksempel bør plejehjem bruge personale med erhvervet immunitet og udføre hyppige PCR-tests af andet personale og alle besøgende. Medarbejderrotation bør minimeres. Pensionister, der bor hjemme, bør have dagligvarer og andre fornødenheder leveret til deres hjem. Når det er muligt, bør de møde familiemedlemmer udendørs snarere end indendørs. En omfattende og detaljeret liste over foranstaltninger, herunder fremgangsmåder for husholdninger med flere generationer, kan implementeres og hører under offentligt sundhedspersonales opgaver og kunnen.”

Endvidere tales der for, at vi ved at opretholde god hygiejne og ved at blive hjemme ved sygdom kan sænke tærsklen for, hvornår vi har opnået flokimmunitet. Ja. Flokimmuniteten er stadig et emne. Og her skal man være på vagt. For der er ikke nogen enighed omkring, hvordan grænsen for flokimmunitet egentlig kan påvirkes. Der er ganske rigtigt epidemiologer, der taler for, at grænsen er flydende, og at vi med målrettede indsatser kan opnå det meget tidligere, end vi tidligere har troet – altså når mere end 60 procent er smittede. I Sverige har myndighederne også været ude at lufte tanker om, at grænsen var lavere for, hvornår flokimmuniteten var nået.

Men der eksisterer ingen konsensus om synspunktet. Især fordi de grundlæggende parametre i den epidemiologiske model – hvor mange der er tilgængelige for sygdommen – ikke påvirkes. Der er således tale om en teori, der endnu mangler at blive valideret i solid forskning. Og således har vi da også allerede set eksempler på, at op imod 60 procent er smittet i afgrænsede områder. 

Great Barrington-erklæringen har været vand på møllen hos mange særligt liberale debatører. Og den har da også fået en del opbakning herhjemme, blandt andet fra professor Christine Stabell Benn, som du jo kan høre på vores podcast. Christine Stabell Benn, er også fortaler for, at vi ændrer på vores testpraksis, så vi sætter grænsen højere for, hvornår man tester positivt. Tanken er, at dem med meget lidt virus i kroppen formentlig ikke smitter så meget og dermed kan spares for isolation og karantæne.

Nu har Great Barrington erklæringen til gengæld fået et modspil. Det er sket i form af det, der har fået navnet the John Snow Memorandum, opkaldt efter den berømte engelske epidemiolog, som du kan læse om i faktaboksen. Initiativtagerne her kommer fra mindst ligeså velanskrevne universiteter. Ja faktisk lidt de samme som Great Barrington. Her begynder erkendelsen med, at de initiativer, vi så i Europa i starten af epidemien, har været afgørende for at begrænse dødeligheden og for, at vores sundhedssystemer ikke blev løbet over ende. Man erkender også, at der er negative konksekvenser ved lockdowns. Men de negative konksekvenser ville have været langt større, hvis man ikke havde sat ind. Og vigtigt fremhæves det her, at teorier om nedsatte grænser for flokimmunitet savner hold i forskningen. Så konflikten tegnes tydeligt op.

Yderligere fremhæves det, at vi endnu ved meget lidt om immunitet. Bliver vi immune efter sygdom og hvor længe? Og det betyder, at hvis vi lader virus rase blandt de unge, så har vi intet vundet, hvis de blot kan blive syge igen efter et par år. Yderligere påpeges det, at det er svært klart at definere, hvem der egentlig er de sårbare i forhold til virus. Gruppen er difus og kan være vældig stor. Måske op til 30 procent af befolkningen. Og hvordan skal vi beskytte så stor en gruppe, mens virus raser blandt resten?

Løsningen er derfor at blive ved at slå hårdt ned over for virus. Kun ved at holde smitten nede kan vi effektivt beskytte de sårbare. Her fremhæves lande som Japan, Vietnam og New Zealand som lande, der har fundet modeller, der er værd at gøre efter.

Så konflikten er klar. Beskyt de sårbare og lad virus rase blandt de unge, eller hold virus nede og beskyt os alle. Debatten skal nok finde vej til politikerne også. Så forvent, at vi i den kommende tid vil se mindre konsensus og mere strid om, hvad vi skal stille op.

 

Fakta: John Snow. 1813-1858

John Snow var en engelsk læge, der var førende inden for anæstesi og medicinsk hygiejne. Han var meget skeptisk overfor tidens teori om miasma (teorien om, at sygdom skyldes dårlig luft). Han stod bag banebrydende opdagelser om, hvordan kolera spredtes. Selvom han ikke var i stand til at finde afgørende spor i sine undersøgelser af drikkevand, kunne han ved at plotte sygdomsudbrud på et kort se, at smitte hang sammen med forurenede brønde. Det blev banebrydende for, hvordan vi håndtere sådanne smitsomme sygdomme. John Snow var i øvrigt vegetar og afholdsmand.




Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel