Software-leverandør bag coronaforsøg er blevet hacket

En virksomhed, der laver software til forsøg med blandt andre en covid-19-vaccinekandidat og forsøg med en hurtigtvirkende test for covid-19, er blevet hacket.

Det skriver Medwatch på baggrund af artikel i New York Times. 

Ifølge avisen blev virksomheden Eresearchtechnology (ERT) 20. september ramt af et cyberangreb, der har hæmmet virksomhedens og en del af dens kunder i at udføre kliniske forsøg inden for blandt andet covid-19.

Angrebet på ERT blev opdaget for et par uger siden, da medarbejdere via ransomware blev lukket ude fra deres data, som blev holdt som “gidsel”, indtil virksomheden betalte en løsesum. Selskabet ønsker ikke at oplyse, om det har betalt løsesummen til hackerne og i givet fald, hvor meget den lød på.

Blandt ERT's kunder er kontraktforskningsvirksomheden Iqvia, der blandt andet udfører kliniske forsøg med AstraZenecas covid-19-vaccinekandidat og forsøg med en hurtigtvirkende test for covid-19, som Bristol Myers Squibbs står bag.

ERT siger ifølge New York Times, at patienter i forsøget aldrig var i fare, og data er sikkerhedskopieret, men medarbejderne blev tvunget til at følge patienterne med pen og papir. 

ERT har ikke sagt, hvor mange kliniske forsøg der blev berørt, men softwaren bruges i lægemiddelforsøg i hele Europa, Asien og Nordamerika. Det blev brugt i tre fjerdedele af forsøgene, der førte til lægemiddelgodkendelse af de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, sidste år.

ERT oplyser, at virksomheden tog sine systemer offline, da angrebet blev opdaget, cybersikkerhedseksperter blev tilkaldt, og FBI blev underrettet

Lignede hackerangreb er set herhjemme. Bl.a. blev regionernes indkøbsorganisation Amgros i maj angreb af et hackerangreb. Angrebet var så kraftigt, at Amgros fik ødelagt en række maskiner.

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel