Undersøgelse: Mindst 90.000 danskere har været smittet med coronavirus

30.379.Så mange danskere har officielt være smittet med coronavirus. Men ifølge en helt ny undersøgelse fra Statens Serum Institut har tre-fire gange så mange været smittet med coronavirus.

En undersøgelse af antistoffer blandt ca. 6.000 tilfældigt udvalgte i slutningen af august tyder på, at ca. 2,2 procent af den danske befolkning har været smittet. Beregningen er behæftet med en usikkerhed, der går fra 1,8 procent til 2,6 procent. Det svarer nogenlunde til, at mellem 90.000 og 130.000 personer over 12 år midt i august havde været smittet med coronavirus i Danmark.

18.000 var inviteret til at deltage i undersøgelsen, men kun ca. en tredjedel - altså 6.000 - deltog.

Det tyder også på, at omkring halvdelen af de smittede slet ikke havde haft symptomer.

Statens Serum Institut oplyser i en pressemeddelelse, at resultaterne skal tolkes med forsigtighed, fordi det blandt andet ikke er sikkert, at alle, der har været smittet, har antistoffer, der kan måles.

"Generelt kan man dog sige, at når blot et par procent foreløbig har haft sygdommen, har indsatsen for at beskytte befolkningen imod smitte indtil videre fungeret godt. Samtidig er de fleste af os stadig modtagelige for smitte og skal derfor fortsat huske på at overholde de råd, vi kender så godt, for at undgå smitte: Altså holde afstand, vaske hænder og så videre," siger afsnitsleder Steen Ethelberg fra SSI.

Tidligere undersøgelse

Også i begyndelsen af maj blev inviterede personer i 30 kommuner testet for antistoffer, og dengang var der ca. 1,1 procent med antistoffer. Andelen af folk med antistoffer i lige netop de 30 kommuner er i dag oppe på 2,8 procent.

I kommentaren til dette skriver Statens Serum Institut i undersøgelsen: "Dette kunne indikere, at de 30 kommuner ikke nødvendigvis var repræsentative for hele Danmark mht. smitte med COVID-19, eller at epidemien efterfølgende har udviklet sig anderledes i de 30 kommuner. Og at der bør laves særlige justeringer i talmaterialet, før man kan foretage en sammenligning mellem den første og den anden runde af undersøgelsen."

Ramt ulige

Undersøgelsen viser også, at pandemien med coronavirus ikke har ramt lige i Danmark.

Der er således flere smittede i Region Hovedstaden - ca. 3,2 procent - end i resten af Danmark, og der er færrest i Region Nordjylland, hvor det vurderes, at der kun er 0,9 procent, som har været smittede. I Midtjylland er der 1,4 procent smittede, i region Sjælland 2,1 og i Region Syddanmark 2,0.

Der ses også en tendens til faldende antistoffer med alderen. Mere end dobbelt så mange af de unge mellem 20-29 år havde målbare antistoffer mod SARS-CoV-2 sammenlignet med hele befolkningen.

Tags: corona

Like eller del denne artikel