Banebrydende dansk forskning i piskesmæld
Piskesmæld findes i flere forskellige grader. En tidlig vurdering af den enkelte patient gør det muligt at vurdere, hvem der er i størst risiko for langvarige mén.
Det viser en doktorafhandling, som udspringer fra Neurologi på Regionshospitalet Viborg.
Piskesmæld kan blandt andet opstå ved trafikulykker, hvor en bagvedkørende bil kører op i en forankørende eller holdende bil. Føreren af den forreste bil kan blive kastet fremad og få et piskesmæld, hvilket hvert år rammer 5.000-6.000 danskere. En smertefuld tilstand, som ca. 9 ud af 10 patienter kommer sig over inden for tre måneder.
Men de resterende 8-12 procent vil ud over en langvarig arbejdsfunktionsnedsættelse opleve en forværring af smerterne i tiden efter ulykken med en øget smertefølsomhed. Og det er dyrt for den enkelte patient og for samfundet.
Derfor er det afgørende hurtigst muligt at kunne vurdere, hvor alvorlig situationen er, og her kan en ny doktorafhandling fra Regionshospitalet Viborg få afgørende betydning.
Overlæge på Neurologi ved Regionshospitalet Viborg, Helge Kasch, har nemlig opdaget, at man ved at måle på graden af hovedpine, nakkesmerte-intensitet, antal ikke-smertefulde symptomer og nakkebevægelighed kan forudsige, hvilke patienter med piskesmældssmerter, der er i høj risiko for at få en varig arbejdsfunktionsnedsættelse eller et varigt handicap efter ulykken.
Tags: piskesmæld
