Region Nordjylland sender nu mobile testenheder til Dronninglund.

Borgmester i nordjysk by: Alle borgere i byen bør lade sig teste

Med 29 smittetilfælde på syv dage er den lille nordjyske by Dronninglund blandt de steder i hele landet, hvor flest er smittet med COVID-19. Nu opfordrer borgmesteren alle i byen til at blive testet.

Dronninglund ligger i Brønderslev Kommune, og kommunen er nu en af de kommuner i landet med flest smittede per 100.000 borgere. De seneste syv dage er 36 blevet konstateret smittet i kommunen, hvoraf de 29 altså er fra Dronninglund.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at smitteudbruddet er sket ved Open by Night i Dronninglund, der blev afholdt 4. september. Som en del af Open by Night-arrangementet havde Dronninglund Borgerforening også fået en guitarist til at spille i kulturhuset Hjørnet i Dronninglund, og der kom ca. 50 publikummer til dette ene arrangement. 

"Vi havde taget alle forholdsregler med afstand mellem bordene, sprit-stationer med skiltning og skiltning med opfordring til at holde afstand, men Dronninglund er en mindre by, hvor stort set alle kender hinanden. Derfor er det svært at undgå, at man går over og hilser på hinanden. Den efterfølgende torsdag fandt vi så ud af, at nogle var testet positive, og at de nok var blevet smittet under arrangementet," siger formanden for borgerforeningen, Allan Danielsen, til Nordjyske.

Derfor har borgmesteren i Brønderslev Kommune anmodet regionen om at stille testkapacitet til rådighed.

"Det er meget vigtigt, at vi får brudt smittekæderne i Dronninglund, og derfor opfordrer jeg alle borgere i byen til at blive testet," siger borgmester Mikael Klitgaard.

Samtidigt vil borgmesteren gerne opfordre borgerne til at overveje, om arrangementer kan aflyses, og om private sammenkomster kan udskydes til senere.

Når der er lokale smitteudbrud, sender Region Nordjylland mobile testenheder ud for at inddæmme smitten. Det sker også i den aktuelle situation med Dronninglund, hvor der testes massivt i de kommende dage.

"Vi tester torsdag, fredag, lørdag og søndag, hvor vi leverer to mobile testenheder, der kan teste borgere i Dronninglundhallen i tidsrummet 9-17. Som borger behøver du ikke bestille tid til test, inden du møder op. Vi forventer, at vi med denne smitteopsporing kan få styr på smitteudbruddet," siger regionsrådsformand Ulla Astman.

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel