"Der er ingen tvivl om, at vi har brug for, at visse grupper får hurtigere svar, blandt andet frontpersonale og nære kontakter til smittede. Så de skal have en form for prioriteret adgang," siger Peder Hvelplund.

Partier vil sikre hurtigere test til visse grupper

Sundhedsordførere fra Radikale og Enhedslisten vil presse på for at få særlige grupper foran i køen, så de ikke skal vente på at blive testet og vente på svar i flere dage, som andre må i øjeblikket.

Det skriver Altinget.

"Der er ingen tvivl om, at vi har brug for, at visse grupper får hurtigere svar, blandt andet frontpersonale og nære kontakter til smittede. Så de skal have en form for prioriteret adgang," siger Peder Hvelplund (EL) til Altinget.

Udmeldingerne kommer efter kritik af teststrategien fra en række sundhedsfaglige aktører. Fredag satte også Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), spørgsmålstegn ved den nuværende strategi i en kommentar på regionernes generalforsamling:

”Vi har stadig brug for at tale om rationel brug af test-resourcerne. De seneste tal viser, vi har testet 49.000 dagligt. Vi skal turde tale åbent om, hvorvidt vi skal sende alle drenge til test inden en fodboldturnering, eller om man som borger skal lade sig teste hver tredje dag, som vi har hørt eksempler på,” sagde Lose.

Sammen med sundhedsmyndighederne arbejder regeringen i øjeblikket på en sammenlægning af sundhedssporet (folk med symptomer) og samfundssporet (de hvide telte, hvor folk uden symptomer kan bestille tid). Noget, som også Danske Regioner har foreslået.

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel