Kritisk Fredberg-støtte fik næse

Narkoseoverlæge Søren Søndergaard fra Regionshospitalet Silkeborg er stadig ansat efter mandagens tjenstlige samtale. Men fremover må han kun kritisere sin ledelse i private mails, har han fået at vide.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Fyringen af ledende overlæge Ulrich Fredberg på Regionshospital Silkeborg i foråret gav anledning til store protester blandt kolleger. To af kritikerne er blevet indkaldt til tjenstlige samtaler forskellige steder i Region Midtjylland. En af dem var Søren Søndergaard.

Han slipper dog med en næse og fik mandag til samtalen at vide, at eventuelle læserbreve og kritik af ledelsen fra hans hånd fremover skal skrives fra hans private mailadresse og i en »urban tone«.

Det tog Søren Søndergaard til efterretning.

"Jeg har slået »urban« op i Meyers Fremmedordbog og kan se, at det blandt andet betyder »bymæssig«, »sømmelig«, »tækkelig«, »høvisk« og »sleben«. Jeg ved ikke, om jeg kan overkomme det alt sammen, men jeg må forsøge," siger Søren Søndergaard til Midtjyllands Avis, men understreger, at han fortsat vil ytre sig i sagen.

Søren Søndergaard skrev i foråret en række mails til hospitalsledelsen i Viborg om om ledelsens håndtering af sagen om lavdosis-CT i Silkeborg og anklager om brist i patientsikkerheden. Han har også anmeldt hospitalsledelsen i Viborg til Folketingets ombudsmand.

Ledende overlæge på Røntgen og Skanning i Randers, Mahican Gielen, er også indkaldt til tjenstlig samtale og forventer selv fyring fra stillingen som ledende overlæge og omplacering. Det var hun første gang i torsdags, men mødet blev udsat, da Mahican Gielen blev syg.

Den tjenstlige samtale får heller ikke hende til at holde mund, men hun slettede dog kortvarigt sin profil på Twitter.

"Jeg føler, at der er blevet holdt øje med, hvad jeg har skrevet på Twitter. Hverken Jonas Dahl eller Lone Winther Jensen (ledelsen på Regionshospitalet Randers, red.) har forbudt mig at skrive, hvad jeg mener om forskellige sager, men de har flere gange i løbet af det seneste år kontaktet mig efter nogle tweets og sagt, at jeg skal tænke over, hvad det betyder for sygehuset og regionen. Jeg kan mærke, at jeg ikke orker det mere. I hvert fald ikke nu," fortalte Mahican Gielen i sidste uge til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Profilen er dog aktiveret igen, og mandag skrev hun:

"Oplæg om ytringsfrihed på Regionshospitalet Randers i dag med Sten Bønsing. Jeg har sat ytringsfrihed på dagsordenen i Region Midtjylland, men kan desværre ikke være med. Jeg sidder hjemme og hækler fordi jeg ikke må komme på afdelingen og snart bliver fyret."

 

 

Relateret artikel

 

Tags: Fredberg-sagen

Like eller del denne artikel