Forskning antyder gennembrud indenfor småcellet lungekræft
En højere dosis strålebehandling kan være det første store fremskridt i to årtier i behandlingen af begrænset småcellet lungekræft.
I hvert fald hvis overlevelsesdata fra et norsk-dansk-svensk fase II-studie står til troende.
I Danmark får cirka 4.700 personer lungekræft hvert år. Ca. 20 procent af disse tilfælde er småcellet lungekræft. Det vil sige, at der diagnosticeres cirka 900 nye tilfælde af småcellet lungekræft hvert år. Behandlingsmulighederne for den aggressive småcellet lungekræft er få og giver sjældent langvarig overlevelse. Udviklingen af bedre behandlinger mod sygdommen har været træg sammenlignet med udviklingen af nye lægemidler til behandling af den mere udbredte ikke-småcellet lungekræft.
Det er derfor særligt opløftende, når skandinavisk forskning, der er fremlagt på kræftkongressen ASCO 2020, peger på, at en højere stråledosis øger den generelle overlevelse markant hos patienter med begrænset småcellet lungekræft. Faktisk overlever 73 procent af patienterne behandlet med den højere dosis efter to år, sammenlignet med 43 procent af patienterne behandlet med standarddosis.
God sikkerhedsprofil og jysk mådehold
Men ikke nok med det. Studiet viser også, at den højere dosis stråleterapi har samme sikkerhed som standarddosis stråleterapi.
”Man kan derfor allerede nu diskutere og overveje, om dosis skal sættes op i praksis,” siger overlæge Tine Schytte, der har bidraget med danske data til studiet. Hun er klinisk lektor og overlæge ved Odense Universitetshospital.
Tags: Lungekræft, asco020
