”Jeg er ikke med i Medicinrådet, men alligevel må jeg ikke gøre dit og dat. Det er ikke, fordi regionerne eller vores afdeling har fundet ud af, at nu må vi ikke deltage i kongresser længere. Det er kun, fordi det er et krav, Medicinrådet har,” sagde Peter Meldgaard på debatmødet Lever Medicinrådet op til forventningerne?", som Medicinske Tidsskrifter var vært for onsdag 4. december.

Overlæger: Medicinrådets habilitetskrav påvirker stadig alle landets læger

Et af de emner, som stadig – snart tre år efter, at Medicinrådet blev skudt i gang – kan få debatten til at rulle, er rådets habilitetskrav, og hvad de betyder for lægernes mulighed for efteruddannelse og samarbejde med industrien.

Det stod klart på et debatmøde under overskriften ”Lever Medicinrådet op til forventningerne?”, som Medicinske Tidsskrifter var vært for onsdag 4. december.

”Habilitetskravene sætter os i et dilemma: Skal man vælge efteruddannelse eller sin pligt til at være med til at sende et nyt lægemiddel på markedet?” spurgte ledende overlæge på Onkologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Mads Nordahl Svendsen, som sammen med journalist Nynne Bjerre Christensen var moderator på mødet.

I Medicinrådets habilitetspolitik lyder det blandt andet, at deltagelse i rejser og konferencer betalt af en virksomhed, som har et lægemiddel til behandling eller i konkurrence hermed inden for det givne terapiområde, kan føre til inhabilitet. Det lyder også, at fagudvalgsmedlemmer ikke må have deltaget i advisory boards inden for de seneste to år.

Ifølge tal fra Foreningen Af Speciallæger (FAS) deltog 30 procent af landets speciallæger i 2008 i mere efteruddannelse end de 10 dage med løn, de har ret til om året. I 2018 var andelen halveret. Langt de fleste må nøjes med færre dage, og andelen, som slet ikke har deltaget i efteruddannelse det foregående år, er steget fra tre procent i 2008 til 14 procent i 2018.

Der er forskel på, hvordan de forskellige regioner i kølvandet på Medicinrådets habilitetsregler har valgt at gribe finansieringen af lægernes efteruddannelse an. I Region Nordjylland og Region Hovedstaden er der afsat et bestemt beløb per læge per år. I Region Midtjylland skal afdelingen selv finde penge til efteruddannelse, mens der i Region Syddanmark har været en skarp regional beslutning og dedikeret økonomi til området. I Region Sjælland får man sin efteruddannelse betalt, hvis man er medlem af Medicinrådet, ellers rejser man med industrien.

”Regionerne er ikke enige om, hvordan vi gør det. Der begynder at melde sig nogle løsninger, men vi har brug for en samling på, hvordan vi gør det, for at der ikke i al for høj grad går rekrutteringskonkurrence i den, og der bliver forskel på, om lægernes efteruddanner sig eller ej,” sagde Mads Nordahl Svendsen.

Skal sikre samarbejdet med industrien

Mens Mads Nordahl Svendsen tror på, at problematikken omkring efteruddannelse er ved at blive landet, ligger den egentlige udfordring i samarbejdet omkring forskning, mener han.

”Der er et positivt sammenfald mellem de interesser, som medicinalindustrien har, og de, som forskerne på hospitalerne har. Medicinalindustrien har de stoffer, der skal afprøves, og pengene til at lave studier, mens hospitalerne har patienterne og setup’et til at give behandlingen. Men der er stor bekymring fra lægernes side for, hvornår man bliver udskammet som inhabil, og hvornår man træder ved siden af. Så træder man hellere for langt til venstre for ikke at ramme nogle miner,” sagde Mads Nordahl Svendsen.

Formand for Medicinrådets fagudvalg vedrørende nyrekræft, Frede Donskov, som er overlæge på Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital, mener også, at den store udfordring ligger i at sikre et fortsat velfungerende samarbejde mellem læger og industri.

”Hvordan sikrer vi, at danske læger kan være med til at udvikle fremtidens bedre medicin? Hvis der skal være så meget armslængde til industrien, at man ikke engang må røre ved dem, hvis man sidder i et udvalg, så bliver man bare sådan en slags observatør for, hvad der sker i udlandet. Opbremsningen i samarbejdet mellem læger og industrien kan ende med, at vi billedligt taler ender helt oppe i forruden. Det er vigtigt, at vi i fremtiden sikrer en blød landing, hvor vi kommer videre sammen,” sagde Frede Donskov.

En repræsentant for Pfizer bød ind med medicinalindustriens perspektiv:

“Man risikerer en situation, hvor medicinalfirmaerne ikke kan hente flere kliniske studier til Danmark, og det er ikke godt for nogen parter.”

Mangel på eksperter i fagudvalgene

Medicinrådets habilitetskrav har haft den konkrete betydning, at nogle fagudvalg har været svære at få nedsat, fordi eksperterne på små sygdomsområder ofte er involveret i industrisponsoreret forskning – og dermed erklæres inhabile. Det påpegede formand for patientforeningen KIU (Kræft I Underlivet) Birthe Lemley, som sidder i fagudvalget vedrørende æggestokkræft.

”Æggestokkræft er et lille sygdomsområde og en meget dødelig sygdom, hvor der forskes rigtig meget. Det betyder, at eksperterne i Danmark ikke kan sidde med i Medicinrådet, fordi de stort set alle sammen er involveret i forskning. Det er et problem, at det så er de yngre læger, der ikke har så meget erfaring, der er med til at træffe beslutninger, frem for eksperterne,” sagde Birthe Lemley.

Hun mener, at manglen på eksperter i fagudvalget har været medvirkende til en uheldig proces omkring vurderingen af PARP-hæmmeren Zejula (niraparib).

Peter Meldgaard, som er overlæge på Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, erklærede sig enig med Birthe Lemley i, at habilitetskravene spænder ben for de bedst egnede fagudvalg.

”Der bør være faglig habilitet i Medicinrådet, og det mener jeg ikke, der er. Som Birthe Lemley påpeger, betyder kravene, at Mansoor Mirza (ekspert i æggestokkræft, red.) og andre ikke kan sidde i fagudvalgene, fordi de er med i store studier. At indføre selvopfundne habilitetskrav har nogle konsekvenser, som er enorme i mine øjne. Man er nødt til konkret at diskutere, hvad der er inhabilitet, frem for bare at købe det, som om det var endegyldigt,” sagde Peter Meldgaard.

Han påpegede desuden, at Medicirådets habilitetskrav ikke kun påvirker de læger, som deltager i rådets arbejde, men også landets øvrige lægers mulighed for efteruddannelse.

”Jeg er ikke med i Medicinrådet, men alligevel må jeg ikke gøre dit og dat. Det er ikke, fordi regionerne eller vores afdeling har fundet ud af, at nu må vi ikke deltage i kongresser længere. Det er kun, fordi det er et krav, Medicinrådet har,” sagde Peter Meldgaard.

Medlem af Medicinrådet, Leif Vestergaard Pedersen, vedkendte sig problematikken, men påpegede, at rådets habilitetskrav er en nødvendighed for at sikre gyldige beslutninger.

”Det kan give et dilemma mellem habilitet og faglighed, men hvis ikke Medicinrådet havde stillet krav til habilitet, havde vi haft nogle fagudvalg, hvis beslutninger man med en vis ret kunne stille spørgsmålstegn ved, om var faglige eller inhabile. Fordi man har vedtaget habilitetskravene i Medicinrådet, har man drevet hospitalerne og regionerne til at træffe en beslutning om, hvordan vi skal håndtere det her,” sagde Leif Vestergaard Pedersen.

Udgangspunkt i de syv principper

I alt var 115 tilmeldt debatmødet, der foregik på Vartorv i København, og havde både politikere, sundhedsøkonomer, læger og patienter som oplægsholdere. Mødet tog udgangspunkt i de syv principper, som den forhenværende regering har formuleret for Medicinrådets arbejde i et forsøg på at gøre status over, hvorvidt Medicinrådet har levet op til hensigterne, set med klinikernes og patienternes perspektiv.

De spørgsmål, som mødet forsøgte at besvare, var blandt andet:

  • Lever Medicinrådet op til forventningerne?
  • Har Medicinrådet været pengene værd?
  • Er fagligheden i orden i godkendelsesprocesserne?
  • Er fagudvalgsarbejde et eftertragtet bijob?
  • Er Medicinrådet fri for politisk indblanding?
  • Hvordan er de foreløbige erfaringer med ibrugtagning efter afgørelse i Medicinrådet?
  • Ligger Danmark stadig i front, når det gælder hurtig ibrugtagning?
  • Hvad fungerer, og hvad burde justeres?

Den overordnede konklusion på mødet var, at Medicinrådet generelt set har været et godt initiativ, og at rådet har været med til at få besparelser på sundhedsområdet. Men der er plads til forbedringer, var alle deltagere på mødet enige om.

 

 

Fakta: De syv principper

Regeringen vedtog i foråret 2016, at det fremtidige regionale-statslige samarbejde om prioritering indenfor sundhedsvæsenet skal bygge på følgende syv principper:

  1. Faglighed
  2. Uafhængighed
  3. Geografisk lighed
  4. Åbenhed
  5. Hurtig ibrugtagning af ny, effektiv medicin
  6. Mere sundhed for pengene
  7. Adgang til behandling
Like eller del denne artikel